Socialdemokraterna i Sverige vil indføre pant på mobiler

En pantordning skal øge genbrug af metaller i mobiltelefoner, mener Socialdemokraterna i Sverige.

Socialdemokraterna i Sverige vil indføre pant på mobiltelefoner, som man kender det fra flasker. Det oplyser partiets miljøordfører, Åsa Westlund, til Aftonbladet mandag.

- Der er mere guld per kilo i mobiltelefonerne end i guldmalm. Vi har ikke råd til at lade gamle mobiltelefoner ligge i skuffen, siger Åsa Westlund til avisen.

De svenske partier er i valgkamp frem mod valget til Riksdagen 9. september.

Her skal Socialdemokraterna og statsminister Stefan Löfven sammen med Miljöpartiet forsvare mandaterne bag deres mindretalsregering.

I den forbindelse vil partiet mandag præsentere alle detaljerne i forslaget. Det vil ske på et pressemøde klokken 13.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT har Åsa Westlund fortalt, at det er tanken, at forhandlerne skal stå for at håndtere kundernes indlevering af deres gamle telefoner.

Miljøordføreren siger til Aftonbladet, at et pantsystem også skal være med at sikre, at ressourcer såsom dyrebare metaller kan genbruges frem for en stigende jagt på metaller som kobolt.

- Vi ved også, at der dumpes farligt affald af elektronisk udstyr i udviklingslande. En pantordning kan få kontrol med dette, siger Åsa Westlund.

/ritzau/