Der er ingen fast plan for, hvordan grevinden skal tjene til dagen og vejen, når hun om under et år ikke længere får penge fra statskassen
Tiden, hvor den tidligere prinsesse ikke længere modtager sine årlige årpenge på 2,5 millioner danske skattekroner, nærmer sig med hastige skridt. For to år siden meddelte hun, at hun frasagde sig retten til millionydelsen når prins Felix fylder 18 år. Det gør han til juli.
Selvom Alexandra i løbet af de seneste år har vist nye sider af sig selv og blandt andet prøvet sig af som sanger, forfatter og foredragsholder, har hun endnu ikke fundet ud af, hvad hun skal leve af, når pengestrømmen stopper.
- Du vil nok høre om det, når jeg kan sige noget om det. Men det er ikke, fordi jeg føler, at der er så mange andre ting, der skal laves. Jo, min bestyrelse. Det tager mere og mere af min tid, siger grevinden til SE og HØR.
Slut med protektioner
I takt med at pengene forsvinder, har den 55-årige grevinde også besluttet sig for at droppe de protektioner og samarbejdet med forskellige organisationer, der er et levn fra hendes fortid i kongehuset. Og det er et meget bevidst valg, fortæller hun til ugebladet.
- Jeg synes, at det er vigtigt, at man ikke holder fast i alt muligt. Fordi jeg har sagt mine årpenge op, så skal jeg også sige nogle af de ting op, som har været en del af det liv, jeg har haft. Så der kan gøres plads til de nye ting, hvis og når de kommer, siger Alexandra til ugebladet.