I Borum lidt uden for Aarhus sidder et vaskeægte arbejderklasseægtepar. 53-årige Jens Thomassen og hans hustru trådte ind på arbejdsmarkedet fra barnsben, og for dem er den nuværende pensionsalder en uopnåelig drøm.
- Både min kone og jeg startede som 13-årige med at dele reklamer og lokalaviser ud, og det blev gjort i otte meter høje snedriver. For det var jo dengang, der var rigtig vinter til, siger Jens Thomassen og slår en latter op.
Men selvom det er sjovt at tænke tilbage på de gode gamle dage, hvor snedriverne stod meterhøje om vinteren, solen altid skinnede om sommeren, postbudene smilende i røde uniformer afleverede brevene i brevsprækken, så er der ikke meget at grine af for Jens Thomassen.
Hans hustru er sygemeldt efter et langt arbejdsliv, der sluttede med brystkræft, kemoterapi og en diskusprolaps, og han er selv fuldstændig ødelagt af piskesmæld.
Jeg sidder med en tabel, der siger, at du kan gå på folkepension som 68-årig. Hvordan lyder det?
- Det lyder fuldstændig tåbeligt. Det lyder så latterligt, gudsjammerligt tåbeligt, siger han.
Så når Lars Løkke Rasmussens regering åbner for at hæve pensionsalderen med yderligere et halvt år her til foråret, har Jens Thomassen kun hovedrysten tilovers.
- Det lyder om muligt endnu mere rablende sindssygt, konstaterer han med vantro i stemmen.
Poppede morfin som var det Smarties
Jens Thomassen er bestemt ikke ked af at tage ved og kan kigge tilbage på et arbejdsliv som bud, arbejdsdreng, vognmand, tappeoperatør og senest lagermedarbejder på Nettos centrallager.
- Jeg sled jo af sted dengang som arbejdsdreng. Da jeg var 14-15 år, kastede vi simpelthen traktordæk til højre og venstre. Dengang var man jo brølstærk, og det var skidesjovt. Men man bliver jo ældre, og nu kan jeg så ikke mere, siger han.
Dråben var, da han som lagermedarbejder fik et piskesmæld.
- Jeg fik et piskesmæld i oktober 2015, da jeg skubbede paller sammen over gulvet med en gaffeltruck, og så kørte jeg nogle sammen, som jeg allerede havde kørt sammen. Jeg bragede simpelthen ind i, hvad der svarede til en stillestående mur, fortæller han bittert.
Jens Thomassen blev sygemeldt i et par måneder, og efter endnu et par måneder med en stille start arbejdede han så fuldtid igen fra marts 2016. Det blev en hverdag i et smertehelvede, som han udholdt i frygt for at miste sit arbejde. For at komme igennem det måtte han ty til smertestillende medicin.
- Det var sådan, at jeg tænkte, det ikke gjorde noget, når jeg tog en panodil eller morfinpille om eftermiddagen. For jeg havde jo ondt, og det var jo først næste dag, at jeg skulle arbejde, fortæller han.
Men det greb om sig og pludselig levede Jens Thomassen sit arbejdsliv i en morfindøs.
- Det blev hurtigt sådan, at jeg var nødt til at starte dagen ud med at hælde syntetiske morfinpræparater i mig fra morgenstunden af. Så sad jeg baskeskæv på arbejdet og kunne ikke en skid. Jeg kunne ikke engang tænke rationelt, fordi jeg var så skæv, siger han og uddyber:
- Da vi nåede frem til oktober 2016, havde jeg i flere måneder snerret så meget af familien, at de begyndte at reagere. Jeg kunne selv mærke, at det var noget lort. At jeg havde ændret mig. Det gik ud over familien, når jeg gik rundt på piller og havde smerter 24/7, fortæller han om den sidste tid på jobbet.
I oktober 2016 sygemeldte han sig. Nu er han på sygedagpenge med 15 år til pensionsalderen. Det virker for Jens Thomassen som uendelig lang tid. Og et halvt år oven i forekommer ham ganske absurd.
En nedslidt generation
Jens Thomassen er ikke alene. Han er også tillidsmand for 3F og siger hovedrystende, at hans historie ikke er unik.
- Når jeg taler med folk og ser på Facebook-grupper, så ser jeg mange i samme båd. Og hvis de ikke har meldt sig ind i en fagforening eller A-kasse, så har de færreste kræfterne til at kæmpe mod systemet. Og det er meget tungt at danse med det system, siger han.
Men hvis vi zoomer ud, Jens, så er du jo på sygedagpenge nu. Nogen skal jo betale gildet. Kan du ikke forstå, at hvis hjulene skal dreje rundt i fremtiden, så skal vi blive længere tid på arbejdsmarkedet?
- Helt klart. Men der synes jeg, at den borgerlige regering har tunnelsyn på og kan kun se katedere, skriveborde og lærere, når de taler om videreuddannelse. Man glemmer de unge knægte, der er rigtig gode til at bruge deres øjne og hænder. Man glemmer den gode tømrer. Han kan måske ikke sidde på et kontor, men han kan fandme hamre søm i en træplade, som var der ingen morgendag.
Men når vi går en ny tidsalder i møde, bør du så ikke også selv hanke op, få noget efteruddannelse og finde et mere skånsomt job, så du kan gøre dit?
- Sagtens, det kan du tro jeg kan. Det er det, jeg ønsker og vil, men husk at jeg skal holde 15 år mere. Min arbejdsgiver har ødelagt mit liv. Jeg har fået 37.000 kroner i arbejdsskadeerstatning. Det skal holde resten af mit liv. Min nakke er fuldstændig fucked up stadig. Jeg kan kun sidde foran en computer i et kvarter, så med sådan en skade er selv et kontorjob ikke ligefrem et skånejob. Det lyder rigtig fint teoretisk, men i praksis fungerer det bare ikke for min generation. Man skal huske det menneskelige aspekt, og det glemmer vores politikere desværre tit, slutter han.