Togpassagerer må væbne sig med tålmodighed mandag morgen.
Det skyldes en fejl på en køreledning ved Sorø, som betyder, at DSB fra morgenstunden kun kan køre i et spor mellem Ringsted og Slagelse.
Det oplyser DSB på sin hjemmeside kort inden klokken 05 mandag.
- Dette betyder, at der kan være længere rejsetid mellem Ringsted og Slagelse, og at denne længere rejsetid kan brede sig til trafikken mellem landsdelene.
- Der kan forekomme enkelte helt eller delvist aflyste tog, oplyser DSB.
Banedanmark er i gang med at udbedre fejlen. DSB har foreløbig ingen prognose for, hvornår begge spor igen er farbare.
Rejsende opfordres til at holde øje med Rejseplanen.
Ved mere end 30 minutters forsinkelse træder DSB's rejsegaranti i kraft. Kompensation kan søges via DSB's hjemmeside.
/ritzau/