En mor er blevet anholdt efter hendes lille baby fik hjertestop under et besøg i Legoland i Windsor. Det skriver BBC.
Den fem måneder gamle dreng fik pludselig hjertestop i køen til en forlystelse torsdag eftermiddag i forlystelsesparken.
Den lille baby fik førstehjælp på stedet og blev siden overført til hospitalet, hvor hans tilstand stadig er kritisk.
Lørdag blev drengens mor, en 27-årig kvinde fra Essex, anholdt. Politiet mistænker hende for at have forsømt sit barn i en sådan grad, at det førte til hjertestoppet.
Kvinden er siden blevet løsladt mod kaution og politiet oplyser, at de ikke har andre mistænkte i sagen.
De ønsker dog at tale med folk, der har besøgt forlystelsesparken på dagen, som muligvis har oplysninger, som kan hjælpe i den tragiske sag.
- Vi arbejder tæt sammen med teamet på Legoland Windsor Resort, men vil gerne tale med alle, der måtte have information om denne hændelse, udtaler en talsmand fra politiet til BBC.