Skotske David Moyes og West Ham har i fællesskab besluttet at gå hver til sit efter sæsonen.
Det skriver Premier League-klubben på sin hjemmeside.
Skottens kontrakt har udløb efter denne sæson, og den vil ikke blive forlænget.
- Jeg har virkelig nydt at arbejde sammen med alle i West Ham, og jeg vil gerne takke bestyrelsen for at give mig muligheden for at træne i denne fantastiske klub, siger Moyes.
Det er blevet til fire og et halvt år for West Ham med David Moyes i spidsen.
Tidligere har 61-årige Moyes stået i spidsen for klubber som Everton og Manchester United, ligesom han har været i spansk fodbold og trænet Real Sociedad.
I West Ham har han ført klubben til det første trofæ siden 1980, da holdet i sidste sæson vandt Conference League efter en finalesejr over Fiorentina.
- På vegne af alle i West Ham vil jeg udtrykke den største tak til David for det bidrag, han har ydet til fodboldklubben i hans tid som manager, siger West Ham-medejer David Sullivan.
Den seneste tid har dog ikke været god for West Ham og 61-årige Moyes. Holdet er uden sejr i en måned, og senest blev det søndag til et 0-5-nederlag på udebane mod Chelsea.
/ritzau/