Den tidligere DR-vært Line Kirsten Nikolajsen skifter nu til TV2, hvor hun skal være vært på stationens nye podcast “Besat af Bachelorette”.
De første tre afsnit af “Bachelorette” sendes på TV 2 Play og TV 2 Echo i næste uge, og torsdag den 9. maj er der så premiere på podcasten, der kommer til at handle om dating-programmet.
- Jeg må bare sige, at det her er et vaskeægte drømmejob. Faktisk ret præcist det, jeg sagde til mig selv, at jeg 100 % ville lave på en eller anden måde i mit nye arbejdsliv. Den var TV2 heldigvis med på. Jeg er så gennemglad for, at det blev til virkelighed, og jeg glæder mig uhørt meget til at gå i luften, siger Line Kirsten på Instagram.
- Lytterne kan glæde sig til den mest begejstrede, tilbundsgående og festlige "Bachelorette'-podcast". Og ikke nok med at mine to gæster og jeg kommer til at nørde i bund, sladre og grine, så kommer vi også til ved lejlighed at ringe til nogle af deltagerne for at høre, hvad der egentlig skete, da kameraerne slukkede, eller hvorfor de gjorde, som de gjorde i programmerne, siger Line Kirsten Nikolajsen til tv2.dk.
Line Kirsten Nikolajsen har tidligere været vært på DR-programmerne “Go'Morgen P3” og “Tabu”, men fortalte i sommeren 2023, at hun søgte nye udfordringer efter syv et halvt år hos statsradiofonien.
- Jeg har sagt op på P3. Efter 7,5 år på DR er det blevet tid til noget nyt. Det føles skræmmende, lettende, rigtigt og spændende, lød det dengang fra Line Kirsten Nikolajsen.