Min historielærer i 1960’ernes folkeskole røg pibe og gik i galocher, når det regnede. Han hed hr. Thomsen. Jeg kender ikke hans fornavn, for dengang var vi ikke på kammeratlig dus med autoriteterne bag katederet. Men hr. Thomsen var en venlig og klog mand.
Fremfor alt var han en fremragende lærer. En af dem, der midt i pensummets trivielle udenadslære også forsøgte at ruste os børn til at blive rummelige voksne mennesker med respekt for hinanden. Og for individet.
Hr. Thomsen tordnede imod dem, der så ned på andre. Mod mobning, diskrimination og racisme. Nærmest i brandtaler lagde han stor vægt på at fortælle os elever, at civilisations største fejl er at opdele individer efter køn, etnicitet, alder og seksualitet. Det skaber nemlig had, forfølgelse og i yderste konsekvens folkedrab. Historien har bevist dette utallige gange.
Hr. Thomsen var i øvrigt en ældre, hvid mand.
Umiddelbart en uendelig overflødig og fuldstændig meningsløs oplysning om en dygtig skolelærer – ligesom den med piben og galocherne. Men så alligevel ikke. Her et halvt århundrede senere er alder, køn og hudfarve stadig ikke ligegyldigt. Tværtimod. I dag opfattes det ligefrem både fremsynet og begavet at håndplukke en befolkningsgruppe ud fra netop de kriterier – og stemple den definerede gruppe mennesker som et samlet problem for andre.
Det er desværre blevet en trend i diversitetens og inklusionens hellige navn. En kollektiv udskamning, der efterhånden er ligeså godkendt i den offentlige debat som at kæmpe for godt klima og fred i verden. Det handler om ”os og dem” – om ”de rigtige og de forkerte”.
Seneste sørgelige eksempel kommer fra den nyvalgte forperson for Danske Bladtegnere, Mia Mottelson. Hun udtaler til fagbladet Journalisten:
”Jeg vil gerne stå i front for at prøve at forny foreningen. Den er lidt præget af, at der er mange ældre hvide mænd og ikke så mange unge. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre noget ved.”
Mottelson udpeger dermed samtlige ældre, mandlige, blege bladtegnere som selve årsagen til et problem i fagforeningen. Fordi der er mange af dem. Tilmed et problem, hun selv opfinder og præsenterer som en ren påstand, for der er naturligvis ingen evidens for, at antallet af unge og ældre bladtegnere påvirker hinanden.
Alligevel sorterer forpersonen sine egne medlemmer efter alder, køn og etnicitet - og pålægger en af grupperne skylden for, at det ikke går så godt med en af de andre. Derfor må vi forstå, at der bør kigges kritisk på antallet af hvide, gamle mænd i bladtegnernes lille verden. I grunden en ret horribel mening – ikke mindst, fordi den kommer fra mændenes egen forperson. Men det er præcis det, Mia Mottelson skriver. De må godt være med. Men ikke, hvis de er for mange.
Mænd i min alder (jeg er 65 år) er her i kvote-Danmark vant til at blive fremhævet, problematiseret og udskammet, alene fordi vi er gamle og fordi vi er mænd. Vi er blevet et begreb og et debatemne – ligesom minkfarme, helligdage, corona og F 16-fly. Mia Mottelson er desværre langt fra den første, der omtaler ældre, hvide mænd som en bremseklods for bedre tider. Hun mangler kun ordet ”privilegeret” for at have fuldført en skræmmende, alt for ofte gentaget fordømmende standardsætning: ”Den priviligerede, ældre, hvide mand”, som især woke-bevægelsen helt åbenlyst har defineret som fremskridtets fjende og en forhindring for en mere retfærdig tilværelse.
Forpersonen for bladtegnerne får reelt lov til helt uimodsagt - endda i journalisternes eget fagblad – at påstå, at der er for mange aldrende mænd med ens pigment, som laver tegninger til blade og aviser. Nul spørgsmålstegn sættes ved det fundamentalt problematiske i denne kønspolitiske gidseltagning, selvom udsagnet kalder på refleksion og helt almindelig sund, kritisk modargumentation.
Ingen spørger Mia Mottelson, om hun ikke gør sig skyldig i både aldersdiskrimination og brud på ligestillingen. Den ligger ellers lige til højrebenet: For hvis antallet af gamle, hvide mænd skal reguleres alene fordi de er gamle og hvide og mænd - så er de naturligvis ikke længere ligestillede med andre. Så gøres der forskel ud fra køn, race og etnicitet.
Men Mottelson får fred til – på eget initiativ og baseret på sin egen subjektive følelse - at sætte alle mænd med lys hud og en vis alder i bås og lægge skyld og ansvar over på dem. Med et snedigt retorisk greb gør hun sig selv til den rigtige – og mændene til de forkerte. Os og dem. Det er de gamles skyld, at der er for få af os unge.
Tilsyneladende opfattes det som god tone at pege fingre af en udvalgt gruppe mennesker, der kun har hudfarve, køn og alder til fælles. Intet andet. Den holder bare ikke, for hvide, gamle mænd skal naturligvis have præcis samme rettigheder som unge, sorte kvinder. Eller ældre, hvide kvinder. Eller rødhårede midaldrende mænd. Hele pointen er jo, at alle skal behandles lige. Altså det præcis modsatte af, hvad forpersonen prædiker, når hun selv forskelgør sine medlemmer.
Naturligvis har Mia Mottelson et fornuftigt formål med sin formulering. Hun vil gerne have flere yngre tegnere i sin forening. Helt fair, men ord betyder altså noget. Og ord skaber myter. Mottelson tager den uskønne, verbale vej først at stemple og anklage de gamle, hvide mænd for at være roden til det onde. De beskyldes for noget, ingen af dem enkeltvis kan stilles til ansvar for. Det er grimt og ekskluderende. Forpersonen sparker bagud ved selv at konstruere en årsagssammenhæng mellem de mange gamle og de åbenbart færre unge tegnere. I stedet for at være inkluderende og kigge fremad. Og hun får lov til det, fordi kollektiv udskamning, hvor fortid og nutid automatisk er syndebuk for fremtiden, umærkeligt er blevet en del af vores tankegods.
Og dog.
For forestil dig lige, at Mia Mottelson havde stået frem med for eksempel denne sætning:
”Jeg ønsker at forny foreningen, der er præget af mange sorte kvinder og mange yngre mænd. Der er ikke så mange ældre, hvide mænd – og det vil jeg gerne gøre noget ved ”
Bestyrtelsen ville være enorm. Ikke fordi påstanden faktuelt er forkert. Men fordi meningsdannere, politikere, so-me-debattører og journalister ville stå i kø og gå i blinkende gult med berettigede beskyldninger om rascisme og diskrimination af både alder, køn og etnicitet.
Tavsheden er desværre larmende, når gamle, mandlige bladtegnere hænges til tørre og bebrejdes for deres antal. For de er jo bare ældre, priviligerede mænd. Og hvide, som Mottelson selv helt frivilligt vælger at fremhæve - hvad jo er en direkte reference til mændenes etnicitet og oprindelse.
Er jeg den eneste, der spørger mig selv, om det ikke er selve definitionen på racisme?
Min gode, gamle skolelærer hr. Thomsen er død for længst. Men var han i live idag, ville han med stor sikkerhed og historien som bevis fremhæve, at vi alle hver især er helt unikke personer, som naturligvis ikke kan proppes i kasser med køn, alder og hudfarve. Det er i bedste fald dumt – men det er allermest farligt og fordømmende.
Jes Dorph-Petersen er journalist og tidligere studievært på DR, TV3, TV 2 og dk4. Foto: Privat