I maj 2017 blev en tonstung skulptur af den danske kunstner Ingvar Cronhammar ved en fejl revet ned.
En medarbejder ved Syddansk Erhvervsskole i Odense kom til at bestille en nedrivning af skulpturen, selv om den ikke var skolens ejendom.
Men nu er skulpturen genetableret, skriver DR Fyn.
Skulpturen ved navn "Camp Fire" er genrejst på Stige Ø ved indsejlingen til Odense Kanal.
- Den er virkeligt fint lavet. Jeg roste dem for det fine arbejde, siger Ingvar Cronhammar til DR Fyn.
Den oprindelige skulptur var bygget på Lindøværftet, og genopbygningen af "Camp Fire" er sket samme sted, som i dag hedder Fayard A/S.
Kunstneren kaldte det en "absurditet", da det kom frem, at hans værk var revet ned ved en fejl.
Men nu er der kommet en hæderlig afslutning på sagen, mener han.
Ingvar Cronhammar siger, at den nye placering er "mere potent" end den tidligere.
Det var Odense Bys Kunstfond, der besluttede at give værket en ny placering på Stige Ø.
- Vi havde jo nogle valgmuligheder, men mente, at det var et godt sted her ved Odense Kanal som indsejling til byen, siger formanden for Odense Bys Kunstfond, Anders W. Bertelsen, til DR Fyn.
Syddansk Erhvervsskole har betalt broderparten af prisen for den nye udgave af skulpturen. Odense Bys Kunstfond har også bidraget med et mindre beløb.
Der er officiel indvielse af skulpturen på fredag.
/ritzau/