Med uafgjort 29-29 ude mod Randers HK i et afvekslende drama er Silkeborg-Voel klar til slutspillet i HTH Go Ligaen i kvindehåndbold.
Med to grundspilskampe tilbage ligger holdet på syvendepladsen med 22 point, og det kan ikke længere nå at blive skubbet ud af top-8.
Randers ligger nummer otte med 16 point og har altså stadig muligheden for at nå med i det gode selskab, som går videre til slutspillet. Konkurrenten er TTH, som på niendepladsen også har 16 point, men for en kamp færre.
Silkeborg-Voel kom blæsende fra start, fejede hen over halgulvet i Arena Randers og bragte sig på fem minutter foran med 5-0.
Derfra tog Randers fat og kom på 6-6 efter 13 minutter. Og sådan fortsatte det længe med at bølge op og ned.
Ved pausen førte Silkeborg-Voel med 15-13 og kom fem minutter ind i anden halvleg foran 19-14. Randers kæmpede dog lystigt videre, og nåede på 18-19.
Gæsterne kom på 24-21, og Randers åd sig tilbage til 24-24, før hjemmeholdet pludselig øjnede sejren ved 28-26 med 3 minutter og 29 sekunder tilbage.
Men heller ikke Silkeborg-Voel lod sig knække i modvinden, og 38 sekunder før tid scorede holdets Jette Hansen til 29-28.
I toppen af rækken hoppede FC Midtjylland op på andenpladsen. Det skete med en sejr på 31-22 ude over bundproppen Ajax og et samtidigt nederlag til Team Esbjerg på 23-26 ude mod den forsvarende mester, Nykøbing Falster, der ligger nummer seks.
Viborg HK holder fast i femtepladsen med en sejr på 35-24 hjemme over Ringkøbing, der ligger næstsidst.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.