Den franske landsholdsspiller Franck Ribery er netop blevet kåret til verdens tredjebedste fodboldspiller, men nu risikerer Bayern München-stjernen i værste fald at ryge i fængsel i op til tre år. Og det samme gælder for hans landsholdskollega Karim Benzema, der til dagligt spiller for Real Madrid.
De to stjerner er begge anklaget for at have haft sex med en mindreårig prostitueret, og retssagen er i fuld gang hjemme i Frankrig, hvor historien fylder avisforsiderne.
Mandag blev de begge væk fra en høring i Paris, hvor deres advokater istedet måtte tale deres sag.
Den nu 21-årige tidligere escortpige Zahia Dehar har ifølge anklagerne haft sex med Karim Benzema tilbage i 2008, da hun kun var 16 år gammel. Og siden skulle hun have haft sex med Franck Ribery mindst tre gange, da hun var 17.
Karim Benzema benægter at have haft sex med Dehar. Franck Ribery indrømmer det seksuelle forhold, men han forklarer, at han hverken vidste, at hun var mindreårig eller prostitueret.
Prostitution er lovligt i Frankrig, men man må ikke købe seksuelle ydelser af en person, der er under 18 år gammel.