Serena Williams er færdig i sin comebackturnering efter et nederlag i to sæt til storesøster Venus Williams.
De amerikanske tennissøstre stod natten til tirsdag over for hinanden i tredje runde ved WTA-turneringen i Indian Wells. Og her lykkedes det Venus at slå sin et år yngre lillesøster med cifrene 6-3, 6-4.
Dermed er ottendeseedede Venus klar til fjerde runde.
Og dermed blev tredje runde endestationen i Serena Williams' første WTA-turnering i mere end et år.
Den tidligere verdensetter forlod tennissporten i januar 2017, efter at hun vandt Australian Open og dermed tog sin 23. grand slam-titel.
Siden fødte hun en datter i september, og turneringen i Indian Wells var altså 36-årige Williams' første på topniveau i over et år.
På grund af sit lange fravær var hun useedet i turneringen, der populært betegnes som den uofficielle femte grand slam-turnering.
En større overraskelse indfandt sig også natten til tirsdag i Indian Wells.
Her blev ukrainske Elina Svitolina, der er nummer fire på verdensranglisten, sendt ud af turneringen i tredje runde af spanske Carla Suarez-Navarro.
Danske Caroline Wozniacki spillede sig mandag aften videre til ottendedelsfinalen i Indian Wells efter en uskøn og hårdt tilkæmpet sejr over verdens nummer 49, Aliaksandra Sasnovich.
I ottendedelsfinalen venter 20.-seedede russer Daria Kasatkina.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.