Seks FN-soldater og tre maliske soldater blev dræbt og omtrent 30 andre såret, da formodede militante islamister angreb en FN-base i det nordøstlige Mali fredag.
Det oplyser en talsmand for FN's fredsbevarende operation i Mali, Minusma.
Alle seks dræbte FN-soldater var fra Guinea.
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, fordømmer det "massive og komplekse" angreb på basen. Samtidig understreger han, at angrebet ikke vil lægge en dæmper på FN's forsøg på at skabe fred i Mali.
Angrebet sker blot en uge efter, at mindst fire formodede jihadister og en malisk soldat blev dræbt i et angreb på en FN-militærlejr i Timbuktu - ligeledes i Mali.
Det nordlige Mali har været præget af vold og uro, siden oprørsgruppen Tuareg overtog magten i området efter et militærkup i marts 2012.
Trods en fredsaftale mellem de tidligere Tuareg-oprørere og regeringsvenlige grupper i juni forbliver store dele af landet lovløst.
Det er den danske generalmajor Michael A. Lollesgaard, der er styrkechef for FN-missionen Minusma.
Danmark besluttede i november at øge sit bidrag til missionen i Mali med et Hercules-transportfly med tilhørende stab på 60 personer samt 30 soldater til en specialoperation.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.