Se videoen: Stjernerne fra Badehotellet sender sanghilsen

Corona
(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Skuespillerne fra TV2's "Badehotellet" er gået sammen om en videohilsen i anledning af coronakrisen.

Bliv hjemme, og hold afstand - så passer vi bedst på hinanden.

Sådan har budskabet lydt fra regeringen og sundhedsmyndighederne de forgangne uger, og det er værd at følge, hvis man spørger skuespillerne fra TV2's "Badehotellet".

I anledning af coronakrisen er de gået sammen om en videohilsen til danskerne, som skuespiller Lue Støvelbæk har delt på Instagram.

I videoen opfordrer Amalie Dollerup, som spiller rollen som Amanda, danskerne til at blive hjemme, selv om det er svært.

Herefter ser man skuespillerne fra "Badehotellet" en for en synge en linje af sangen "Take it easy, boy boy" fra deres hjem.

Netop den sang blev sunget af skuespiller Jens Jacob Tychsen i rollen som Hr. Weyse i første afsnit af syvende sæson, som løb over skærmen i januar, februar og marts i år.

I videoen ser man blandt andre Kristian Halken, som spiller Peter Andreas, synge i sin morgenkåbe omgivet af akvavit-flasker.

Birthe Neumann, som spiller Olga Fjeldsø, synger med et glas vin og en smøg i hver sin hånd, mens Sigurd Le Dous, som spiller Philip Dupont, lufter sangstemmen omgivet af sine børn på et gulv fuld af legoklodser.

Af Kristine Dam Johansen, Ritzau FOKUS