Den tidligere nyhedschef på ugebladet Se og Hør Lise Bondesen har fredag forladt sin stilling som underholdningschef på Ekstra Bladet. Det sker som konsekvens af Se og Hør-skandalen, skriver eb.dk.
Lise Bondesen, der har været ansat på Ekstra Bladet i et år, bekræftede onsdag aften, at Se og Hør i en periode har samarbejdet med en it-ekspert, som har givet ugebladet ulovlig adgang til flere kendte og kongeliges kreditkortoplysninger.
Efterfølgende blev hun sendt på ferie fra Ekstra Bladet på ubestemt tid.
Bondesen har valgt at sige sit job op, blandt andet fordi hun ikke ønsker at mistænkeliggøre sine kolleger og Ekstra Bladet, der ikke har noget med sagen at gøre.
- Jeg har været utrolig glad for mit arbejde på Ekstra Bladet. Opsigelsen er først og fremmest begrundet i hensynet til min familie, men sker også for at give arbejdsro til mine dygtige kolleger, siger Lise Bondesen til eb.dk.
Se og Hørs ulovlige metoder er blevet afsløret i en bog af den tidligere journalist på ugebladet Ken B. Rasmussen.
I bogen beskriver han, hvordan en it-ekspert hos PBS, det nuværende Nets, mod betaling fodrede Se og Hør med oplysninger om kendtes kreditkort-transaktioner.
Ifølge Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, har avisen "intet at udsætte på hendes arbejde".
- Tværtimod har hun med stor flid og dygtighed styret underholdningsstoffet, siger han ifølge eb.dk.
Efter den kontroversielle afsløring er presset på Se og Hør vokset de seneste dage.
Blandt andet torsdag, da BT kunne løfte sløret for en række e-mails, som afslører, at mindst 16 medarbejdere på Se og Hør kendte til den hemmelige kilde - heriblandt de tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen.
Qvortrup valgte allerede tirsdag at trække sig fra sit job som politisk kommentator på TV2 som følge af bogen.
Seks kendte danskere - heriblandt komikeren Casper Christensen og skuespilleren Mads Mikkelsen - anmeldte fredag Aller Media til Københavns Vestegns Politi, som i forvejen arbejder på højtryk for at efterforske sagen.
Den mistænkte it-ekspert har ligeledes taget kontakt til politiet og aftalt et møde i næste uge, oplyste hans advokat, Michael Juul Eriksen, fredag.
/ritzau/