Kunne du tænke dig at gå en tur på Rådhuspladsen uden at skulle transportere dig derover først - eller vil du langsomt svæve over Amalienborg i 3D, så er det nu muligt.
Programmet Google Earth har nemlig lagt hele den indre del af København ud på nettet som en 3D-model, som alle og enhver kan bruge gratis.
Der er ikke tale om Googles meget omtalte Street View, hvor Google har affotograferet store dele af landet med et 360-graders kamera - men derimod om små 3D-modeller af de enkelte huse, med billeder af facaderne klistret på.
3D-kortet dækker indtil videre kun København - og sådan vil det være en tid endnu, forklarer Googles danske direktør Peter Friis.
"Vi koncentrerer sig i første omgang om de store byer - og kan endnu ikke sige, hvornår vi er klar til at lave 3D-modeller af andre steder i landet. Men det er ikke lige om hjørnet," siger han.
Hos Google er man glade for, at funktionen nu dækker København - og de mener, at funktionen giver helt nye muligheder for at berige kort.
"Når vi først kan se byen i 3D på vores skærm eller for eksempel på vores mobiltelefon, så giver det os helt nye muligheder for at bruge information på. På den måde er det en del af Googles strategi om at dele information," siger Peter Friis.
At det netop er København, der kan ses i 3D har ikke noget at gøre med klimatopmødet.
"Vi ligger storbyerne på en af gangen, og nu var det så Københavns tur. Den proces har ikke noget at gøre med det aktuelle topmøde," siger Peter Friis.
Måske er det grunden til, at mens man kan se hele den indre by i 3D, og brugerne for eksempel kan flyve ned igennem Strøget - så er de tilsvarende muligheder ikke lavet for Bella Centeret, hvor topmødet finder sted.