Kasper Schmeichel har i denne sæson leveret en stærk indsats for sin klub, Leicester City. Den danske landsholdsmålmand har spillet så godt, at han er med på årets hold i den næstbedste engelske række, The Championship.
Det er spillerforeningen English Professional Footballers' Association (PFA), som sammensætter holdet - ligesom de også udpeger de bedste spillere i Premier League med navne såsom Gareth Bale og Robin van Persie.
26-årige Schmeichel har selv tidligere omtalt Championship som en topliga med utrolig høj intensitet, der hører til blandt de bedste i Europa.
Schmeichel er ikke den eneste søn af en gammel United-legende, der er med på årets Championship-mandskab: Tom Ince fra Blackpool, som har en far og træner med navnet Paul, er også fundet god nok til holdet.
Kasper Schmeichel fik sin landsholdsdebut i februar, hvor han blev passeret tre gange på 30 minutter i en testkamp mod Makedonien.
Han har efterhånden også vogtet målet for mange britiske klubber - blandt andet for Manchester City i Premier League.
/ritzau/