Endelig er der mulighed for en opblødning af konflikten i Mellemøsten, men Israel spænder ben på startlinjen.

Efter måneders blodig rivalisering har de palæstinensiske grupper ladet fornuften råde. I weekenden kunne de præsentere en fælles regering, der mere end nogensinde før kommer Israel og Vestens krav i møde. Hamas, der for et år siden kom til magten med et partiprogram, der gik ud på at udslette Israel fra landkortet, er nu så tæt på at acceptere den jødiske stat, at der kun er ordkløveri tilbage. Alligevel vil hverken Israel eller USA give den nye regering en chance, og det er en skam. Det er en skam, fordi konflikten i Mellemøsten ikke kommer nærmere en løsning uden dialog. Og det er en skam, fordi ofrene i det diplomatiske spil er den forarmede palæstinensiske befolkning, der er hårdt ramt af Vestens boykot.

Israels premierminister, Ehud Olmert, var lynhurtigt ude med en blank afvisning af et samarbejde med den nye palæstinensiske regering, og han opfordrede samtidig det internationale samfund til heller ikke at tale med den.

Olmert hævder stædigt, at Hamas-bevægelsen ikke vil anerkende Israels ret til at eksistere, at den ikke vil respektere internationale aftaler, og at den stadig »ser terror som et legitimt mål«. Derfor vil han kun tale med den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas fra Fatah, og derfor vil han ikke være med til at løfte den økonomiske boykot, som blev indført, da Hamas kom til magten. Men ingen af hans præmisser er helt rigtige.

Det nye regeringsgrundlag anerkender indirekte Israel ved at opfordre til en palæstinensisk stat på det område, som Israel erobrede under seksdages-krigen i 1967. Det vil i praksis betyde et Palæstina, der består af Vestbredden, Gazastriben og Østjerusalem. Dermed er resten af landet så at sige tilovers til Israel. Defakto er der altså tale om en anerkendelse. Samtidig lover den nye palæstinensiske regering at »respektere« tidligere aftaler med Israel.

At Hamas støtter terror, begrunder Olmert i en tale som Hamas-lederen Ismail Haniya holdt lørdag. Men Haniya påberåbte den palæstinensiske befolknings ret til at »forsvare sig« mod den israelske besættelse – ikke til at sprænge uskyldige israelere i luften.

I modsætning til Israel og USA valgte EU at sige velkommen til den nye regering og udbede sig en tænkepause, før det besluttes, om boykotten skal stoppes. Norge gik skridtet videre, anerkendte regeringen og droppede alle sanktioner. På den måde viser europæerne respekt for den ændrede palæstinensiske politik. Israel og USA fører fortsat pisk/gulerod-politik – uden at give en bid af guleroden.