Mandag aften vandt Sønderjyske for første gang nogensinde på udebane over Randers FC, da Bjørn Paulsen og Tommy Bechmann sikrede Sønderjyske en 2-0-sejr. Kampen blev skæmmet af et tidligt rødt kort til Randers' Ronnie Schwartz.
De tre point betyder, at Sønderjyske lægger en smule afstand til nedrykningsstregen i Superligaen og har nu otte point for syv kampe. Randers FC glippede til gengæld muligheden for at spille sig op i Superligaens topstrid i denne omgang.
Set over 90 minutter var resultatet måske ikke helt fair. Sønderjyske formåede slet ikke at udnytte, at holdet var en mand i overtal langt det meste af kampen. Hjemmeholdet viste flot moral og kunne med en smule held sagtens have fået point.
Sønderjyske har fået en noget svingende sæsonstart, men alligevel var det sønderjyderne der kom bedst ud til kampen. Det var tydeligt, at Lars Søndergaards tropper gerne ville spille på dødbolde, men i kampens indledning blev det aldrig rigtig farligt.
Kampens dramatiske højdepunkt kom allerede efter 13 minutters spil. Ronnie Schwartz gik meget voldsomt ind i en tackling, og aftenens dommer Jacob Kehlet tøvede ikke et sekund, da han tog sig til baglommen og gav Schwartz direkte rødt kort.
Efterfølgende kunne det dog ikke ses, at Sønderjyske var en mand i overtal. Randers var mest på bolden og forsøgte fortsat at skabe noget på sønderjydernes banehalvdel. Således holdt hjemmeholdet stand i resten af første halvleg.
Der skulle dog kun gå få minutter af anden halvleg, før Bjørn Paulsen flot bragte gæsterne fra Sønderjyske foran med 1-0. Randers var fortsat mest på bolden, men alligevel kunne Tommy Bechmann lukke kampen efter 67 minutter, da han scorede til 2-0 på en dødbold.
Efter landskampspausen skal Randers FC forsøge at rejse sig igen, når modstanderen er nyoprykkede FC Vestsjælland på udebane. Sønderjyske møder i næste runde AaB hjemme på Haderslev Fodboldstadion./ritzau/