"Sarah, Anita, Isatu og Mabinty. 13 år og til salg – mit moderhjerte bløder!".
Sådan skriver Line Baun Danielsen blandt andet i sit seneste blogindlæg.
Den tidligere tv-vært fortæller om et besøg i Freetown i det fattige afrikanske land Sierra Leone.
Her kommer hun tæt på purunge piger, der er tvunget til at sælge sex for at overleve.
Line Baun Danielsen fortæller til Ekstra Bladet, at det i situationen er noget, man registrerer og tænker: "Er det her virkelig virkeligt?":
- Jeg har været i Indien og på Sri Lanka og set steder efter tsunamier og alt muligt andet, men det her ... "Jeg har sgu aldrig oplevet noget lignende".
Hun har sønnen Emil Baun Bartram med på turen, som sætter et trygt liv i Danmark i perspektiv.
- Man fatter faktisk ikke, hvad det er man oplever, når man er midt i situationen, siger hun til avisen og skriver selv et sted i sit blogindlæg:
- Jeg kigger på min ældste søn, som går nogle skridt foran mig og tænker. Hvor er vi heldige, vi har hinanden, penge, adgang til uddannelse og et sikkert og trygt sted at bo.