36-årige Regina Holmegaard mistede livet på grund af en blodprop, efter en vagtlæge fejlagtigt havde stillet diagnosen virus over telefonen.
I perioden op til opkaldet havde lægen 10 vagter i træk og sluttede med en dobbeltvagt fra klokken 23-16. For dette tikkede der mindst 99.600 kroner ind på lønkontoen. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Alene på de tre måneder, som Fyens Stiftstidende har dokumentation for, tjente lægen mere end 600.000 kroner.
Vagtlægen er en del af en gruppe læger, som tjener mange penge på at bijobbe i lægevagten. De fleste læger har 3-5 vagter om måneden ved siden af deres andet arbejde, men nogle få har mange flere.
At det overhovedet kan lade sig gøre at få så mange vagter, hænger sammen med, at der ikke findes et loft for, hvor mange vagter en læge må tage i lægevagten i Region Syddanmark.
"Jeg kan ikke gennemskue lægens motivation for at tage så mange vagter. Jeg tænker, at det er pengene. Derfor synes vi, at der skal sættes grænser for, hvor mange vagter, lægerne må tage. Det vil være med til at løse problemerne," siger formanden for Patientforeningen Danmark, Anette Ulstrup.