Regeringen vil give 1000 skattefrie kroner til blandt andre pensionister og førtidspensionister som led i den såkaldte sommerpakke.
Pakken skal stimulere dansk økonomi, der er hårdt ramt af coronakrisen.
Det fortæller finansminister Nicolai Wammen (S) søndag på vej ind til forhandlinger.
- Vi har fra regeringens side lagt et forslag frem om, at blandt andre pensionister og førtidspensionister kan få 1000 kroner skattefrit som et engangsbeløb, siger han.
Folketingets partier er søndag eftermiddag gået i gang med at forhandle om sommerpakken.
- Der er også andre bud på bordet, og det bliver ikke nemme forhandlinger. Der er flere ønsker, end der er penge til, siger Nicolai Wammen.
Nicolai Wammen hentyder til partiernes ønskeliste til sommerpakken, og der er mange mulige tiltag på bordet.
Partierne er enige om, at der skal findes en model for udbetaling af indefrosne feriepenge.
Derudover ønsker SF ekstra børnechecks, mens Dansk Folkeparti byder ind med et forslag om et skattefrit år for pensionister.
Hos Enhedslisten har man foreslået at give en sommercheck på 10.000 kroner til personer med en indkomst under 350.000 kroner årligt.
/ritzau/