Qatars premierminister, Hamad bin Jassim al-Thani, opfordrer til at sende flere våben til oprørerne i Syrien, for det kan være den eneste løsning på konflikten i landet, der i to år har været hærget af borgerkrig.
- At skaffe våben og anvende dem kan være den eneste vej til at opnå fred, siger Hamad bin Jassim al-Thani.
Den lille gasrige golfstat har længe støttet det sunnimuslimske oprør i Syrien med store pengesummer og våben.
Premierministeren ser ingen fremtid for en politisk løsning, som situationen er i øjeblikket, hvor den syriske præsident, Bashar al-Assads, tropper har vundet strategiske slag på det seneste.
- En fredelig løsning kan ikke nås, med mindre der etableres balance i styrkeforholdet, så parterne kan tvinges til forhandlingsbordet, siger Hamad bin Jassim al-Thani.
Et svensk baseret institut for fredsforskning skrev for nylig, at Qatar er det land, der har sendt fleste våben til oprørerne via Tyrkiet.
Udenrigsministre fra en række regeringer, der støtter oppositionen, holder lørdag møde i Qatars hovedstad Doha.
På mødet diskuteres det blandt andet, hvordan man kan få støtten frem til oprørerne.
/ritzau/AFP