Han er nok bedst kendt som den øretæveindbydende naive Borat fra den amerikanske komedie af samme navn. Nu kan Sacha Baron Cohen desuden kalde sig far til tre.
Det skriver US Magazine, der fredag kunne bekræfte, at Sacha Baron Cohens kone, skuespilleren Isla Fisher, var nedkommet med parrets tredje barn.
Isla Fisher, der nok er bedst kendt fra tøse-komediefilmen "Confessions of a Shopaholic", er født og opvokset i Australien, hvor hun også startede sin karriere som skuespiller på australsk tv.
Hun og den britiske Sacha Baron Cohen mødte hinanden til et fest i Sydney i 2002 og blev forlovede i 2004.
Isla Fisher havde før parrets bryllup, som blev holdt i Paris den 15. marts 2010, konverteret til jødedommen, som Sacha Baron Cohen er født ind i.
I mellemtiden har parret udvidet familien med to døtre: Den syvårige Olive og fireårige Elula Lottie Miriam. Kønnet på parrets tredje barn, som kom til verden fredag, er endnu ikke kendt af offentligheden.
Ud over rollerne som forældre til tre barsler Fisher og Cohan desuden med et nyt fælles filmprojekt.
Filmen "Grimsby", som handler om en spion på opgave sammen med sin hooligan-bror, har, ud over de nybagte forældre, blandt andre Penélope Cruz og Mark Strong på rollelisten.
Sacha Baron Cohen har skrevet manuskript til filmen, som forventes at få premiere til februar 2016.
Newspaq