Før årsskiftet var det de færreste i Venezuela og i resten af verden, der kendte til den 35-årige venezuelaner Juan Guaidó.
I januar blev Guaidó først indsat som leder af Venezuelas oppositionsstyrede nationalforsamling, og et par uger senere udnævnte han sig selv til præsident.
En farlig udnævnelse, da Venezuelas officielle præsident, Nicolás Maduro, tidligere har slået hårdt ned på dem, der vovede at udfordre ham.
I 2015 blev den tidligere oppositionsleder og mentor for Guaidó, Leopoldo López, idømt 13 års fængsel.
Det skræmmer dog ikke Guaidó.
I et interview med nyhedsbureauet AP har Guaidó sagt, at han ikke frygter at lide samme skæbne som sine fængslede politiske fæller.
Under interviewet pegede Guaidó på sin hals og fremviste en række ar.
De skulle stamme fra gummikugler affyret under demonstrationer mod Maduro i 2017.
- Der sidder stadig projektiler herinde, sagde Guaidó ifølge AP.
Siden begyndelsen af januar har flere lande - heriblandt EU, Frankrig og Storbritannien - offentligt anerkendt støtte til den 35-årige venezuelaner.
Andre lande som Rusland og Kina støtter fortsat Maduro, der har siddet på præsidentposten i seks år. og som Guaidó kalder næsten diktatorisk.
Guaidó blev politisk aktiv, da han uddannede sig til ingeniør i Venezuelas hovedstad, Caracas.
Den unge venezuelaner fravalgte ifølge The New York Times en karriere i Mexico for at kunne kæmpe for sit land, og det har skabt stor sympati hos lokalbefolkningen.
Guaidó er samtidig en mand, der lige siden sine tidligere år har udfordret landets magthavende.
Blandt andet under den daværende præsident Hugo Chávez' nedlukning af pressen, hvor Guiadó førte an i flere demonstrationer.
Lørdag stod Guiadó endnu en gang i spidsen for en demonstration, da over 100.000 venezuelanere ifølge nyhedsbureauet dpa var samlet i gaderne i Caracas til oprør mod Maduro.
I det private er Juan Guaidó gift med den ni år yngre Fabiana Rosales. Parret har en datter på et år, og han interesserer sig for baseball og salsa.
I 2009 overlevede han sammen med sine fem søskende og deres mor et voldsomt mudderskred, der kostede tusindvis af menneskeliv i deres hjemby.
/ritzau/