Politiet er fredag aften rykket ud til området omkring Gadelandet i Husum efter anmeldelser om skud.
Det oplyser Københavns Politi.
- Vi har spærret området af og er massivt til stede for at undersøge, om der er blevet skudt i området, fortæller politiets vagtchef Jess Voldager.
Han bekræfter, at en person er kommet til skade.
- Det er uvist, om han er ramt af skud, eller er kommet til skade på grund af vold, knivstik eller på anden vis, men han er ikke i kritisk tilstand, siger vagtchefen kort efter klokken 22.00.
Hvis det viser sig, at der er blevet affyret skud i Husum, er det den fjerde skudepisode i og omkring København på godt en uge.
Torsdag i sidste uge var der to skudepisoder forskellige steder på Frederiksberg.
Klokken 13.36 blev politiet alarmeret om skyderi på Eversvej, og klokken 21.16 blev der skudt på Vodroffsvej.
Begge steder blev der skudt gennem vinduer på beboelsesejendomme. Ingen blev ramt ved de to episoder.
- Vi kan ikke sige, om der er en sammenhæng, men vi arbejder selvfølgelig ud fra, at det er en mulighed. Det er jo heldigvis ikke almindeligt, at der er to skyderier på samme dag i København, sagde vicepolitiinspektør Knud Hvass efter skyderierne.
Fredag aften i sidste uge blev en 36-årig udenlandsk mand et tilsyneladende tilfældigt offer for et skyderi i Greve syd for København. Han blev ramt af et skud i låret, men er uden for livsfare.
Efter skudepisoden flygtede flere personer i en sort Audi, der omkring et kvarter senere blev fundet brændende på Klausdalsbrovej i Herlev.
Politiet vil ikke udelukke, at skudepisoderne på Frederiksberg og i Greve var banderelaterede.
Så vidt Ritzau har fået oplyst, er der endnu ingen anholdte i forbindelse med skyderierne.
/ritzau/