Et ældre ægtepar fra Østfyn har mistet livet, efter at de søndag eftermiddag var involveret i en trafikulykke på Odensevej nord for Faaborg på Fyn.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Der er tale om en mand på 84 år og en kvinde på 80 år.
Føreren af den modkørende bil er anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab og kørsel uden førerret, altså uden at have et gyldigt kørekort.
- De foreløbige undersøgelser af uheldsstedet tyder på, at den ene personbil kom kørende ad Odensevej mod syd, hvor den i en blød venstrekurve kom over i den modgående kørebane og kørte frontalt ind i den anden, modkørende personbil med det ældre ægtepar, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Bag rattet i den modkørende bil sad en 44-årig mand. I bilen var også et barn. De er begge sluppet fra ulykken uden større skader.
Politiet oplyser videre, at det ikke "umiddelbart" mistænker, at den 44-årige mand var påvirket af hverken stoffer eller alkohol.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 16.12, og kort efter blev vejen omkring ulykkesstedet afspærret i begge retninger.
Vejen ved Arreskov Sø er klokken 19.30 fortsat spærret i begge retninger, og politiet har ikke meldt nogen tidshorisont ud for, hvornår vejen kan genåbnes.
De pårørende til de afdøde er blevet underrettet.
/ritzau/