En polsk general fra Sovjettiden tager nu bladet fra munden og afslører, at det kommunistiske Polen i 1980'erne gav husly til flere væbnede ekstremister. En af dem var grundlæggeren af Fatahs revolutionære råd, Abu Nidal.
Ifølge general Czeslaw Kisczak, der var indenrigsminister i 1980'erne, solgte polakkerne også våben til de palæstinensiske terrorister.
"Det var i Polens interesse at sælge dem så mange våben som muligt," siger Kisczak til nyhedsbureauet AFP.
"Vi lukkede vores øjne over for det faktum, at de kom til Polen for at hvile og modtage medicinsk behandling efter angreb og for at træne til nye angreb," forklarer han.
Og selv om USA forlangte terroristerne udvist, vendte Polen det døve øre til.
Abu Nidal menes at være ansvarlig for en lang række blodige angreb mellem 1970 og 1988, der har kostet mindst 900 liv. Han døde i Irak i august 2002.