Pia K.: Sosuerne fortjener langt mere løn og anerkendelse

Fra ringeagtet hjemmehjælper til Folketingets formand. Pia Kjærsgaard, der torsdag fylder 70 år, har haft en bemærkelsesværdig politisk karriere.
Pia Kjærsgaard tog direkte fra sin nattevagt som hjemmehjælper i Gentofte kommune til Folketinget i 1984. Nu fylder Folketingets formand 70 år.
Pia Kjærsgaard tog direkte fra sin nattevagt som hjemmehjælper i Gentofte kommune til Folketinget i 1984. Nu fylder Folketingets formand 70 år. Foto: Nils Meilvang, Scanpix.

Fra hjemmehjælper til Folketingets formand. 

Det lyder som et eventyr af Danmarks verdensberømte forfatter H.C. Andersen. Men det er en virkelig historie om Pia Kjærsgaard, der var på nattevagt som hjemmehjælper i 1984, inden hun om morgenen mødte op til sin første dag i Folketinget.

Torsdag fylder Folketingets formand Pia Kjærsgaard 70 år og kan se tilbage på 33 stormfulde år i dansk politik.

- Jeg hoppede jo direkte fra en nattevagt ind på Christiansborg. Jeg arbejdede om natten som hjemmehjælper, og om morgenen skulle jeg begynde i Folketinget, fortæller Pia Kjærsgaard. Hun var 37 år og glad for jobbet som fast nattevagt på hjemmehjælperholdet i Gentofte.

Ved folketingsvalget i januar 1984 blev hun første suppleant for Fremskridtspartiet i Københavns Amtskreds. Og da Fremskridtspartiets daværende leder Mogens Glistrup blev idømt en fængselsdom for skattesvig, overtog Kjærsgaard hans folketingsmandat, mens Glistrup afsonede straffen i Horserød Statsfængsel.

- Glistrup skulle jo altid dømmes ude, og jeg tænkte, at det kunne være, at nogen ombestemte sig. Så jeg sagde ikke mit job op som hjemmehjælper, før jeg var i Folketinget, siger hun.

Her er Pia Kjærsgaard sammen med Mogens Glistrup. Foto: Scanpix.

Dengang var der tid til det hele 

Pia Kjærsgaard var 31 år, gift og mor til to skolebørn, da hun i 1978 meldte sig ind i Fremskridtspartiet og samtidig droppede husmor-rollen til fordel for et job som hjemmehjælper. Først i Københavns Nordvest-kvarter, og da familien flyttede til Gentofte, blev hun ansat som hjemmehjælper i sin nye kommune.

- Ældres vilkår har altid interesseret mig, og jeg synes, det var et spændende arbejde. Men tiden som hjemmehjælper i dagtimerne dengang var bare en anden end i dag. Jeg har så tit tænkt på, at dengang var jeg hos mange af de gamle to gange to timer om ugen. Er det ikke fantastisk at tænke på i dag? 

- Dengang var der altså tid til det hele! Også til at snakke, og det, synes jeg, var spændende. Ældre har jo en masse at byde på, ikke mindst erfaring. Selvfølgelig kunne de ikke klare sig selv hundrede procent, men det var slet ikke som i dag. Folk havde måske brækket en hofte, der ikke var groet rigtig sammen. På mange måder var de friske nok. Lidt gamle, lidt senile måske, og de havde absolut behov for hjælp men slet ikke som i dag, hvor de er meget mere plejekrævende.

- Så jeg sender tit en tanke, det gør jeg virkelig, til sosuerne i dag. Jeg ved, hvor hårdt det må være.  Det må virkelig være benhamrende hårdt at have så lidt tid ude hos borgerne, og så i dag, hvor folk bliver ældre og er hjemme længere tid, fordi man skal være virkelig dårlig for at komme på plejehjem.

Pia Kjærsgaard var i 2014 med en sosu på arbejde. (Foto: Simon Læssøe/Scanpix)

Pia Kjærsgaard bryder sig ikke om nedskæringer og effektiviseringer i ældreplejen. Udover at det rammer kvaliteten af ældreplejen, mener hun, at arbejdspresset er blevet for hårdt for sosuerne.  

- Økonomien bestemmer for meget, og det er virkelig sørgeligt, fordi vi skylder jo noget over for ældre mennesker, fastslår hun. 

- Jeg tror, at rigtig mange sosuer først og fremmest er båret af engagementet, og heldigvis for det. Men det er jo bare ikke nok. Der skal mere til. Jeg synes jo, at den debat, der har været i temmelig lang tid om, at nogen opfatter det at være sosu-assistent som et lavstatus-job, er forkastelig.

Folk talte bag hendes ryg

Pia Kjærsgaard understreger, at hun aldrig selv har skammet sig over, at hun har været hjemmehjælper. Heller ikke når hun har mødt højrøvede og højtuddannede politikere, der ikke har taget hjemmehjælperen alvorligt.  

- Da jeg begyndte på Christiansborg, var det også virkelig ringeagtet at arbejde i hjemmeplejen. 'Jamen, her kom en hjemmehjælper og kan hun finde ud af det', fnyste folk. I al beskedenhed synes jeg, at jeg kan bruge mig selv til at sige til sosuerne, at de bare skal klø på, siger hun.

Det er forkert at ligge under for uddannelsessnobberi, mener Pia Kjærsgaard.

- Jeg har altid stået ved, at jeg har været hjemmehjælper og sendt den direkte tilbage til folk: 'Hvad med dig, har du nogensinde været ude i det praktiske liv? Har du vasket gamle? Er du kommet ud et sted, hvor folk var faldet og måske gjort i sengen, og du har skulle gøre det hele i stand? Har du været ude om natten og hjælpe med at vende syge folk i sengen, der måske var ved at dø? Nej vel, kom lige igen'.

Det slider fysisk at være sosu-assistent, men er også mange gange lidt hårdt for sjælen.

Pia Kjærsgaard lægger ikke skjul på, at hun håber, at hun kan være rollemodel og højne fagets anseelse. 

- Sosuerne skal ranke ryggen og sige, at hvor er det godt, at der stadig er nogen, der har mod på det her arbejde.

Hvad skal der konkret til for at skabe større respekt omkring sosuer og de varme hænder?

- Det er fint og helt nødvendigt, at man går meget mere op i uddannelse nu. Der bliver flere plejekrævende og demente, og det er ikke lige nemt at gå til, så uddannelserne skal udbygges. Og det vil være med til at skabe noget større respekt omkring sosuerne.

Er sosuernes løn passende?

- Nej! Jeg synes afgjort, at de  får for lidt i løn. Det er hårdt både fysisk og psykisk at være sosu-assistent. Det slider fysisk at være sosu-assistent, men er også mange gange lidt hårdt for sjælen. Man kommer ud til nogle borgere, som er så plejekrævende og så ensomme, og hvor familien ikke altid er der for den gamle. Og så skal man med sin sparsomme tid også agere pårørende.

- Jeg snakker ikke bare for min syge moster. Jeg mener virkelig, at sosuer bør prioriteres højere. Både med mere i løn, mere uddannelse og større anerkendelse, understreger Pia Kjærsgaard.

Konkurser er groteske 

I sidste uge gik et privat plejefirma på Lolland konkurs. Men inden konkursen er hundredvis af plejekrævende borgere blevet svigtet, fordi kommunen ikke greb ind i tide. Det forarger Pia Kjærsgaard, der minder om, at det sker igen, igen og igen i kommunerne. Og hver gang er der forhistorier om ældres liv, der er blevet dårligere.

- Det er grotesk, hvad der foregår. Det er jo sørgeligt! Jeg  har ikke spor imod private virksomheder, slet ikke, men når det går ud over plejen, og det ser vi hele tiden, er det forkasteligt. De private firmaer vil presse prisen og tjene penge. Så står kommunerne og tager det billigste tilbud, og det svier.  

Pia Kjærsgaard appellerer til lokalpolitikerne om, at tage hjertet mere med end regnearket i kommunalpolitiske beslutninger. 

- Det er helt urimeligt, når lokalpolitikere går efter prisen alene. Se Lolland, hvor der har været så mange klager fra ældre og pårørende. Hvorfor har man ikke grebet ind tidligere? Det er et klart svigt. Det er simpelt hen absurd, når en scleroseramt kan sidde et helt døgn uden hjælp, konstaterer hun. 

Kommuner svigter ældre

Men vi får flere ældre i Danmark, samtidig med at vi lever længere. Nogen taler ligefrem om en tikkende demografisk bombe. Hvor skal pengene komme fra til de mange ældre?

- Det er nemt at pege på en masse områder, hvor, jeg synes, der kan spares, så man ikke skal spare på ældre. Men jeg synes, at det er besynderligt, når  kommunerne i en finanslovsaftale får tildelt penge møntet på ældrepleje, så ikke altid bruger pengene på ældre.

- Der er gabende huller rundt omkring i forhold til ældrepleje, og når man så giver store tilskud til kommunerne målrettet ældreplejen, forstår jeg ikke,  at kommunen ikke tager imod med kyshånd, men bruger dem på alt muligt andet.  Det der med det kommunale selvstyre kan jeg ikke bruge til noget som helst i den her sammenhæng. Kommunerne fortsætter og fortsætter, og vi er nødt til at sige, at I får kun pengene, hvis I bruger dem på ældre.

- Det kan ikke nytte noget, at man sender penge ud, og så bliver de brugt til huller i vejene eller huller i økonomien, eller hvad ved jeg, siger hun. 

Mere brugerbetaling på ældreområdet er heller ikke Pia Kjærsgaards kop the. Hun er bekymret for, at det vil blive misbrugt af nogle kommuner som en spareøvelse. 

- De fleste af os har ældre i familien og omgangskredsen, og hvis vi selv er heldige, bliver vi også gamle. Vi vil vel allesammen gerne være sikre på, at vi får den pleje, som vi har behov for? Jeg hører flere og flere give udtryk for bekymring for den dag, hvor de selv bliver gamle. Men man skal da glæde sig til at blive gammel.

- Samfundet skal tage sig af en, der hvor familien ikke kan. Sådan skal det da være i et velfærdssamfund, hvor vi betaler meget høj skat. 

Pia Kjærsgaard tager imod dronning Margrethe. Hendes vej mod politisk accept er fuldendt. Foto: Scanpix.

Fortryder ikke et øjeblik 

Stifteren af Dansk Folkeparti har måttet lægge ryg til mange angreb fra politiske modstandere på grund af partiets stramme udlændingepolitik. Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) fastslog således fra Folketingets talerstol, at partiet aldrig ville blive stuerent.

Men Pia Kjærsgaard fortryder ikke et øjeblik, at hun advarede mod et stigende antal indvandrere og flygtninge i Danmark.

Hvis jeg ikke havde rejst debatten om udlændinge dengang i slutningen af 80erne og fremover, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan Danmark havde set ud i dag.

- Hvis jeg ikke havde løftet min milde røst i slutningen af 1980erne og fremover - uanset hvor mange tæsk jeg fik for det - hvad så? Vend blikket mod den anden side af Øresund og se, hvordan det går i Sverige. Og læg mærke til hvad de andre partier siger i dag, noterer hun og henviser til, at blandt andet Socialdemokratiet og Venstres udlændingepolitik i dag også er af den stramme slags.

- Hvis jeg ikke havde rejst debatten om udlændinge dengang i slutningen af 80erne og fremover, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan Danmark havde set ud i dag. Nogen skulle tage den tørn, og det har jeg aldrig fortrudt.

Lige nu oplever Dansk Folkeparti en gevaldig nedtur i meningsmålingerne. Kun knap 16 procent af vælgerne ville ifølge Gallup i dag sætte kryds ved liste O, og dermed har Dansk Folkeparti mistet i omegnen af en kvart million vælgere siden folketingsvalget.

Det huer ikke Pia Kjærsgaard, der forklarer vælgerflugten med anklagerne om Morten Messerschmidts snyd med EU-midler i Europa-Parlamentet.

- Hele den debat har ikke været god for Dansk Folkeparti, og jeg har været ærgerlig og meget ked af det, siger hun slet og ret. 

Hvilke politiske fingeraftryk er du mest stolt af?

- Det er fantastisk at have været med til at stifte et nyt parti, der er levedygtigt. Og så er jeg jo glad for, at EU og flygtningesituationen er kommet på dagsordenen. Og så at den sociale velfærd skal fylde mere, det banker mit hjerte for.

Ville gerne være journalist

Hvis du ikke var gået ind i politik, havde du så fortsat været i hjemmeplejen?

- Nej, det tror jeg ikke. For jeg var kommet til et punkt i mit liv, hvor der skulle ske noget andet. Af alt overvejede jeg faktisk også at søge ind og blive journalist. Det er lidt beslægtet med politik ikke, så ... Det kan godt være, at det var blevet journalistik i stedet for.

Så havde du ikke været formand for Folketinget men chefredaktør?

- Det ved man ikke. Jeg kan i hvert fald huske, at i de år gik jeg med tankerne om at blive journalist, og så skete der så meget andet, og så blev det ikke det. Jeg kan godt lide det danske sprog, og jeg kan også godt følge en historie og synes, at det er spændende at fortælle virkeligheden. Så det tror jeg, at jeg ville have befundet mig meget godt ved.

Nu fylder du 70 år. Hvor lang tid skal du fortsætte med at arbejde? 

 - Så længe jeg selv og vælgerne og Vor Herre vil, gør jeg det. Så længe jeg har helbred, lyst og vælgerne gerne vil have mig, fastslår Pia Kjærsgaard.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.