I løbet af de seneste tre år er personers oplysninger blevet behandlet ulovligt af Politiets Efterretningstjeneste (PET), da tidsfristerne for at slette oplysningerne igen ikke blev overholdt.
Det skrev Politiken torsdag.
Avisen henviser til en ny årsredegørelse fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne.
Redegørelsen viser, at PET ulovligt beholdt oplysningerne om 21 demonstranter og musikere fra to bands i forbindelse med en demonstration. Behandlingen af informationerne levede ikke længere op til loven.
- PET burde derfor have slettet oplysningerne, umiddelbart efter at tjenesten havde konstateret, at den politiske virksomhed var lovlig, skriver tilsynet i rapporten.
Til Politiken oplyser PET, at det kan være relevant at behandle oplysninger om politisk virksomhed, hvis PET eksempelvis skal vurdere sikkerhedsrisikoen til en anmeldt demonstration, eller hvis personer under personbeskyttelse eller mistanke skal deltage.
- Tilsynet har i den omtalte sag ikke kritiseret, at PET havde indhentet oplysningerne, men derimod at PET ikke havde slettet oplysningerne hurtigt nok, skriver efterretningstjenesten til avisen.
Det fremgår ikke, hvilke musikere og demonstranter PET har indsamlet oplysninger om i strid med loven.
Selv om PET nu har slettet oplysningerne, er sagen "særlig grel", fordi demonstrationsfriheden er grundlæggende i et demokratisk samfund.
Det mener professor emeritus i strafferet Jørn Vestergaard.
- Det kan ikke helt undgås, at den slags aktiviteter kommer i søgelyset, hvis de virker mistænkelige. I givet fald må registreringerne i det mindste umiddelbart slettes, siger han til Politiken.
- Ellers opstår der risiko for en uholdbar chilling effect. Det vil sige, at borgerne mister tilliden til, at man kan deltage i den offentlige samtale uden at få problemer med statsmagten, tilføjer han.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) henviser ifølge Politiken til PET, som ikke vil kommentere den konkrete sag.
/ritzau/