En stor portion aftensmad, sødt til kaffen, chips foran fjernsynet – og en håndmad før sengetid.
I mange hjem er mad synonym med hygge.
Men hvis du spiser meget sent, kan det øge risikoen for overvægt. Det viser ny forskning fra University of Colorado.
Det amerikanske studie har kortlagt søvnmønstre og spisevaner hos en række testpersoner. Og her så forskerne, at folk, som spiste sent, også havde et højere BMI og mere fedt på kroppen.
Det ligger fint i tråd med den øvrige forskning på området, forklarer Lars Klingenberg, der er ph.d. og studieadjunkt på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.
- Man ved, at forstyrret søvn, nedsat søvnkvalitet og kronisk mangel på søvn øger risikoen for overvægt, siger han og fortsætter:
- Hvis man spiser aftensmad klokken et om natten, kommer man jo sent i seng. Og hvis man ikke står tilsvarende senere op, får man kompromitteret sin søvn.
Samtidig kan et stort måltid før sengetid påvirke "latenstiden", altså hvor hurtigt man falder i søvn.
- Når man spiser, skal kroppen i gang med at fordøje, og det skal der bruges noget energi på. Så kroppens energiomsætning er øget, forklarer Lars Klingenberg.
Med til billedet hører, at nogle B-mennesker naturligt spiser aftensmad senere og går senere i seng. Men problemet opstår, hvis man både spiser sent og går meget sent i seng, men stadig er nødt til at stå tidligt op for at arbejde.
- Hvis man ikke kan sove længe om morgenen, så er det en rigtig dårlig idé at skubbe søvnen til længere ud på aftenen, forklarer Lars Klingenberg.
Derfor kan det i nogle tilfælde være en fordel at dreje sin måltidsrytme, så man ikke spiser dagens sidste måltid for sent, siger doktor Adnin Zaman fra det medicinske fakultet på University of Colorado.
Lars Klingenberg bakker op og understreger, at søvnen ikke bare er det tidsrum, hvor man sover, men også noget kroppen forbereder sig til i løbet af aftentimerne.
- Så hvis man spiser sent og har mulighed for at lave en smule om på sin dagsrytme, vil jeg klart anbefale det, siger han.
/ritzau fokus/
Af Cecilie Lyngberg/ritzau fokus/