Den pædofile mand, som Nyhedsavisen mandag bringer et interview med, kan efter eget udsagn begå en voldtægt af en lille pige, når som helst.
Alligevel har ingen fulgt op på hans sag, efter han i 2005 sad 60 dage i fængsel for besiddelse af børneporno.
Manden har tidligere planlagt en voldtægt af en cirka 10-årig pige. Men da den potentielle forbrydelse blev opdaget, inden den blev udført, kunne politiet ikke gøre andet end bede manden om at holde sig fra sit offer.
»Jeg behandler mig selv. Fortrængningen er det eneste, der står mellem mig og en voldtægt af en lille pige,« siger han.
Kan voldtage igen
Psykolog hos Red Barnet Kuno Sørensen mener, at manden skal have hjælp nu.
»Når han er overladt til sig selv, er der ingen til at stoppe ham, inden han voldtager en pige,« siger Kuno Sørensen.
»Som samfund har vi et problem i en situation som denne. Er det det sociale system eller det psykiatriske, der skal hjælpe dette sølle menneske?,« siger Kuno Sørensen. Justitsminister Lene Espersen (K) vil ikke kommentere den konkrete sag, men siger:
»Det er naturligvis vigtigt at sikre de relevante forebyggende tiltag, og her vil jeg navnlig nævne de behandlingsmuligheder for seksualforbrydere, som allerede findes i dag.«
Ingen venner
Men det er ikke alle, der bliver dømt til behandling. Efter manden blev løsladt for tre år siden, gik han frivilligt til fire terapi-samtaler på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet. Inden han stoppede, fik han det råd at tale med nære venner om sin lyst. Men ingen tog højde for, at han ikke har nogen venner.
Lene Espersen vil nu stille en række lovforslag, der betyder, at kriminelle pædofile skal varetægtsfængsles med det samme og have længere straf.
Sexologisk Klinik har ikke haft tid til at kommentere sagen.
Læs interviewet i Nyhedsavisen eller på Avisen.dk mandag.
Mandens rigtige navn er redaktionen bekendt