Jeg hedder Malene Seest Holmqvist og er pædagog i en daginstitution. Mit mål er at skabe opmærksomhed på det pædagogiske fag, vigtigheden af gode dagtilbud og hvad vi kan, når vi kan. Samtidig ønsker jeg at gøre opmærksom på de urimelige vilkår og konstante nedskæringer på området, hvad det har af konsekvenser for børn, familier og vores samfund og hvorfor vi i stedet burde investere massivt i området.
Onsdag formiddag har vi gode odds på min stue. Sådan rigtig gode, set med mine pædagogøjne.
Vi har planlagt forskellige aktiviteter ud fra børnenes interesser, initiativer og individuelle behov. Vi er en ekstra voksen på stuen, ingen skal til møder, er syge, har fri eller skal afvikle skriftligt arbejde.
Så i dag har vi mulighed for at dele os op i fire grupper med børnene. Nogle vil gerne ud og lege, så en voksen trækker i flyverdragten sammen med børnene.
Imens går en gruppe børn afsides med en voksen, som er igang med et forløb med dialogisk læsning. De to sidste grupper fordeler sig med henholdsvis maling og pensler og en rolleleg med Playmobil.
Der er ro på de fleste børn, lydniveauet er lavt og stemmerne summer hyggeligt i krogene. Konflikter mellem børnene bliver taget i opløbet, fordi vi voksne har mulighed for at være nærværende og guide børnene omsorgsfuldt.
Men pludselig er formiddagen gået og det første hold af voksne i institutionen har fri og går hjem. Der er nu længere mellem de voksne og dialogen og øjenkontakten bliver kortere med hvert enkelt barn.
Automatisk stiger lydniveauet og konfliktniveauet. Jeg har svært ved at fastholde min ønskede pædagogiske linie, fordi jeg ikke kan være nærværende overfor børnene mere.
Der er for mange individuelle behov at tage hensyn til, når vi er to voksne til de 19 fremmødte børn.
Forleden læste jeg om nye undersøgelser fra VPT (Viden på tværs), som KL og FOA står bag. Det beskrives, hvad pædagoger og institutioner kan gøre for at sikre inklusion og skabe gode udviklingsmuligheder for socialt udsatte børn.
Altså hvilke faktorer, som gør, at et dagtilbud skaber virkningsfuldt pædagogisk arbejde og bliver kvalitativt. Der er tilmed beskrevet fem gode råd til, hvordan man, som pædagog og institution, kan styrke inklusionen.
Mens jeg læste slog mit hjerte hårdere og hårdere.
Jeg blev frustreret, men også vred. Jeg er vred over, og træt af, at der hele tiden kaldes på, og bruges penge og ressourcer på, ny forskning, som belærer os pædagoger om, hvordan vi sikrer inklusion.
For pointen er, at den forskning viser, hvad de fleste af os, som arbejder i faget, allerede ved. Vi har bare ikke ressourcerne til at udføre dette stykke arbejde.
Vi ved godt, at inklusion af udsatte børn kræver, at vi er nærværende og viser omsorg. At vi skaber relationer mellem børnene og giver dem medbestemmelse og deltagelsesmuligheder og skaber dialog ud fra børnenes perspektiver og undgår irettesættelser.
Alle disse ting nævnes i rapporten fra VPT. Det er sjovt nok de samme ting, som står i fagbøgerne for pædagoger og pædagogstuderende. Det behøver vi ikke at forske mere i, før vi alle har ressourcer til at løfte opgaven.
Hvad vi også ved, og mærker hver eneste dag, er, at disse ting kun kan lade sig gøre, når vi er tilstrækkelig nok kompetente voksne på arbejde. Det sker alt for sjældent.
Og hvad mange af os pædagoger også har erfaret, er, at en lille pose penge med mærket ‘social normering’ ikke rykker udviklingen meget, når der er 25-40 procent udsatte børn på en stue.
Når der er minimum en håndfuld børn pr. stue, som har brug for tæt voksenstøtte hele dagen igennem, for at vi kan få deres ressourcer stabilt i spil, hjælper det ikke meget, at vi har en ekstra voksen på stuen en enkelt dag, eller en halv dag, om ugen.
Hvem forklarer børn og forældre, at de kun må give udtryk for deres behov for særlig voksenstøtte hver onsdag, når der er ‘inklusionsgruppe’ på programmet?
Det er ikke godt nok. Vi skal have mulighed for at udføre vores arbejde hele dagen og ikke nøjes med børnepasning og brandslukning store dele af dagen/dagene, hvor vi er for få voksne.
Jeg er efterhånden træt af, at det ofte påtales, at vi har brug for ny forskning, som fortæller, hvad vi allerede ved. De fleste pædagoger ved, hvordan de skaber trygge rammer fulde af omsorg, nærvær og muligheder for at møde individuelle behov og fremme inklusion og udvikling.
Vi har bare ikke ressourcerne i institutionerne til at udføre vores arbejde.
I stedet for at blive ved med at bruge penge på forskning og undersøgelser, som skal vise os, hvordan vi opnår kvalitet i daginstitutionerne, burde vi bruge de penge på ressourcerne ude i daginstitutionerne. Det er dér, de mangler.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.