Pædagog frifundet i sag om krænkelser af børn

Krimi

En mandlig pædagog er torsdag eftermiddag blevet frifundet i flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

En 34-årig mandlig pædagog var ved Retten i Hjørring tiltalt for krænkelser mod ti piger i alderen otte til ti år.

Derudover var han også anklaget for at have slået en dreng i hovedet med flad hånd.

Torsdag eftermiddag er han ved Retten i Hjørring blevet frifundet i alle forholdene.

- Jeg mente, at der var grundlag for at rejse tiltale i sagen. Retten har fundet ham uskyldig, og nu skal jeg hjem og læse sagen grundigt igennem, før vi træffer afgørelse om en eventuel anke, udtaler anklager Janni Nørgaard til TV2 Nord.

Ifølge TV2 Nord var børnenes forklaringer i retten præget af, at de havde svært ved at påpege, hvornår og hvordan krænkelserne havde fundet sted.

Derudover lignede deres forklaringer ifølge dommeren meget om hinanden, hvor de brugte de samme ord og vendinger.

Mandens forsvarer, advokat Thomas Frisgaard, udtaler til TV2 Nord, at hans klient er glad og tilfreds med afgørelsen.

Den 34-årige var ansat som pædagog på Læsø Skole. Han var anklaget for at have taget pigerne på numsen, i skridtet og på brysterne i en periode fra sommeren 2017 til 18. marts 2019.

De første anmeldelser om blufærdighedskrænkelse i sagen kom den 26. marts 2019.

Omkring tre måneder senere blev der indgivet yderligere syv anmeldelser fra børn om blufærdighedskrænkelser.

Der går i alt 206 børn på Læsø Skole og Børnehuset ifølge TV2 Nord.

/ritzau/