Torsdag er det 75 år siden, at indbyggerne i den jødiske ghetto i Polens hovedstad, Warszawa, besluttede sig for at gøre oprør mod Nazityskland.
De omkring 60.000 jøder, der var tilbage i ghettoen på det tidspunkt, nægtede at lade sig føre til dødslejrene frivilligt, og de indledte derfor en opstand den 19. april 1943.
Oprøret blev slået endeligt ned den 16. maj, og tyskerne jævnede ghettoen med jorden.
Men begivenheden inspirerede til modstand mod en brutal overmagt og står i dag i al sin tragedie som noget, der er værd at mindes.
86-årige Krystyna Budnicka har gjort det til sin mission at fortælle, hvordan hun overlevede Warszawa-ghettoen. På den måde holder hun mindet om sine kære i live.
Hun mistede alle seks brødre, en søster, sine forældre og fire svigerinder.
- De daglige ydmygelser i ghettoen gjorde, at min far mistede viljen til at leve og kæmpe videre, siger hun.
- En dag midt ude på gaden klippede tyskerne halvdelen af hans skæg af blot for underholdningens skyld. Så begyndte de at danse rundt om ham. Han kom hjem fuldstændig demoraliseret, fortæller hun.
Det var først og fremmest Krystyna Budnickas brødres fortjeneste, at familien overlevede så længe, som den gjorde.
De fleste af dem var håndværkere, og derfor var de i stand til at bygge en komplet bunker med drikkevand, elektricitet og en tunnel ned til kloakkerne.
Familien flyttede ned i bunkeren i januar 1943.
- Jeg levede i en slags dvale. Det var, som om at der var slukket for mine vitale funktioner. Min krop fungerede kun for at overleve, siger Krystyna Budnicka.
Da tyskerne den 19. april 1943 begyndte at afvikle ghettoen, brændte de bygningerne ned en efter en for at tvinge jøder i skjul til at komme frem.
- Hele ghettoen brændte. Det var som en stor ovn, siger hun.
Når bunkeren blev for varm som følge af ilden, hoppede familien ned i kloakken. Men tyskerne fandt ud af, at folk skjulte sig dernede og begyndte at kaste gasbomber ned.
Flere af Krystyna Budnickas brødre var på det tidspunkt allerede blevet fanget og sendt til dødslejre. Den eneste, der fortsat var i live og samtidig kendte kloaksystemet, var hendes 13-årige lillebror.
- Han var den, der ledte os ud og reddede mit liv, siger hun.
Hendes udmattede forældre og søster besluttede sig for at blive i kloakken og vente på hjælp. Den kom aldrig.
Det lykkedes Krystyna Budnicka, hendes lillebror og en svigerinde at komme op af kloakken med hjælp fra en polsk-jødisk organisation.
Broren døde to uger senere af blodforgiftning.
Efter krigen blev Krystyna Budnicka som 12-årig anbragt på et børnehjem. Hun uddannede sig senere til lærer.
/ritzau/AFP