Den danske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er klar til finalen i Super Series-turneringen India Open i New Delhi.
Danskerne havde fuldt styr på lørdagens semifinale, som de vandt sikkert med 21-18, 21-12 over Ye Na Jang og So Young Kim fra Sydkorea.
Sydkoreanerne var langt svagere end danskerne både offensivt og defensivt.
Danskerne kom godt nok bagud fra kampens start, og sydkoreanerne kom først på 11 point i første sæt. Men derfra var der ikke den store tvivl om udfaldet af sættet.
I andet sæt viste danskerne deres klasse og havde den første matchbold allerede ved stillingen 21-10. Og efter to svipsere var finalebilletten på plads - kun 37 minutter efter kampens start.
I finalen skal de to danskere møde det fjerdeseedede par Miyuki Maeda og Satoko Suetsuna, der vandt deres semifinale 21-16, 21-14 i et rent japansk opgør mod førsteseedede Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi.
Finalen bliver spillet søndag.
/ritzau/