OVERBLIK: Kun få må rejse ind over de lukkede grænser

Nyheder
De danske grænser lukkede lørdag kl 12. (Foto: Ritzau Scanpix)

Danmark lukker i vidt omfang grænserne lørdag klokken 12. Få overblik over, hvem der må komme ind her.

De danske grænser lukker for indrejse lørdag klokken 12. Danskere statsborgere kan altid komme ind i landet, men udlændinge kommer kun ind, hvis de har et anerkendelsesværdigt formål.

Læs her om, hvad det mere præcist er:

* Personer, som bor eller arbejder i Danmark, anses for at have et anerkendelsesværdigt formål med at indrejse. Det gælder også selvstændige erhvervsdrivende, der udfører arbejde i Danmark.

* Personer, der skal levere varer til Danmark, eller som skal hente varer, der skal ud af lavet, må også rejse ind.

* Forældre til mindreårige børn, som har samværsret med disse, og som rejser til landet for at udøve denne, må rejse ind.

* Personer, som agerer primær omsorgsperson for mindreårige børn, må rejse ind.

* Personer, som skal besøge alvorligt syge eller døende familiemedlemmer, må rejse ind.

* Personer, som kommer til Danmark, for at deltage i et igangværende behandlingsforløb hos sundhedsmyndighederne, må også rejse ind.

* Det er også tilladt at rejse ind, hvis man kommer til landet for at deltage i en begravelse.

* Skal man deltage i en retssag, er indrejse tilladt. De danske domstole har dog lukket ned for næsten alle retsmøder.

* Studerende på uddannelsesinstitutioner, som ikke er lukkede, og hvor der ikke tilbydes fjernundervisning, må også rejse ind.

* Almindelige familiebesøg, turistbesøg, studieture og lignende er ikke at regne som anerkendelsesværdige formål. Sådanne personer vil blive afvist ved grænsen.

* Ved indrejse skal man over for grænsekontrollen kunne godtgøre sit formål, for eksempel ved fremvisning af legitimation, sygesikringsbevis, ansættelsesbevis, lønseddel, kontrakt, indkaldelse til behandling eller lignende.

* Der vil også være mulighed for at indrejse, hvis man på anden troværdig vis kan godtgøre, at man har et anerkendelsesværdigt formål med sin indrejse.

Kilde: Rigspolitiet

/ritzau/