Alle Folketingets partier har torsdag aften indgået et filmforlig, der skal styrke dansk film.
Over de senere år er danske film begyndt at sælge en mindre andel af billetterne end tidligere.
Andelen er faldet fra omkring 30 til omkring 20 procent. Den udvikling skal filmaftalen forsøge at vende.
Her kan du få overblik over de vigtigste elementer af aftalen:
* Filmstøtten opretholdes på 560 millioner kroner om året fra 2019 til 2023.
* Det Danske Filminstitut og de regionale filmfonde skal sikre, at markedsandelen for dansk film øges, så biografbilletter til danske film udgør mindst 29 procent af alle solgte billetter i Danmark.
* De regionale filmfonde - FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje - styrkes med hver 23,7 millioner kroner årligt. De skal desuden også kunne få statslige tilskud.
* Der investeres mindst 32 millioner kroner årligt i vækstlaget og talentudviklingen i dansk film via talentordningen New Danish Screen.
* Der øremærkes 10 millioner kroner hvert år til udvikling af digitale spil.
* Mindst 25 procent af tilskudsmidlerne skal fokuseres på produktioner, der er relevante for børn og unge.
* Mindre sælgende biograffilm bør gøres hurtigere tilgængelige på andre platforme, så alle interesserede kan komme til dem.
* Piratkopiering skal bekæmpes gennem en ny forbrugerkampagne og en politiindsats.
Kilde: Kulturministeriet.
/ritzau/