OVERBLIK: Forgiftet storfamilie bad læger om hjælp

Pressen var samlet foran Næstved Politistation torsdag d. 19 oktober, hvor politiet informerede om den mulige forgiftning og to børns død på et pressemøde. (Foto: Foto: Nils Meilvang/Scanpix)

11 familiemedlemmer fra Haslev blev i sidste uge indlagt med svære forgiftningssymptomer. Læs om forløbet her.

En familie fra Haslev blev torsdag 19. oktober indlagt med svære symptomer på forgiftning. To børn afgik ved døden samme dag, mens to andre børn har fået levertransplantationer.

Familien forsøgte at få hjælp fra læger i dagene forinden. Mistanken er, at familien kan være blevet forgiftet af svampe, men forældrene afviser, at de har været på svampejagt i naturen.

Læs om forløbet her:

* Mandag 16. oktober:

Moren i familien opsøger den praktiserende læge, fordi hun har det dårligt.

Senere samme dag får en 15-årig datter det også dårligt og kaster op.

* Tirsdag 17. oktober:

I løbet af natten til tirsdag bliver den 15-årige datter undersøgt på Næstved Sygehus. Lægerne mener, at hun lider af en maveinfektion.

Datteren modtager behandling og sendes hjem igen.

Senere tirsdag aften tilkalder familien en vagtlæge, fordi datteren fortsat har det dårligt.

* Onsdag den 18. oktober:

Da vagtlægen når frem natten til onsdag, vurderer han, at datteren har blærebetændelse.

Vagtlægen gøres ifølge en tolk og ven af familien opmærksom på, at flere i familien har ondt i maven.

* Torsdag 19. oktober:

11 familiemedlemmer indlægges på Rigshospitalet med svære forgiftningssymptomer.

Senere samme dag oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, at to børn er afgået ved døden.

Det antages af familien kan have været udsat for en svampeforgiftning.

* Søndag 22. oktober:

To børn meldes fortsat i kritisk tilstand. En af døtrene får ifølge familiens ældste søn, Francois Mumbere, foretaget en organtransplantation.

* Mandag 23. oktober:

Endnu et barn får foretaget en organtransplantation.

* Tirsdag 24. oktober:

Region Sjælland sender en redegørelse om forløbet til regionsrådet. Da politiet ikke har afsluttet efterforskningen, kan regionen dog på nuværende tidspunkt ikke vurdere, om forløbet har været håndteret lægefagligt korrekt.

* Tirsdag 24. oktober:

Familiens ældste søn udtaler sig til Dagbladet Ringsted om den mulige årsag til forgiftningen. Forældrene har ifølge sønnen afvist at have plukket svampe.

* Torsdag 26. oktober: Politiken og TV Øst har interviewet forældrene i familien. De afviser at have været på svampejagt i naturen. De har spist en ret med oksekød og svampe, men har købt ingredienserne i et supermarked.

Kilder: TV2.dk, Dagbladet Ringsted, Ritzau, Politiken, TV Øst.

/ritzau/