Fattige får de dårligste job, den laveste betaling og de mest urimelige arbejdsforhold. De er ekstremt sårbare, fordi de har ingen mulighed for at spare op eller investere selv små beløb eller sende deres børn i skole. Og så ejer de sjældent jord eller andet, og hvis de ejer lidt, er det deres eneste sikkerhedsnet.
Over en milliard mennesker er i dag dybt fattige. 400 millioner af dem er kronisk fattige og kommer aldrig ud af det. Flertallet er børn.
Flaskehalsen i kampen imod kronisk fattigdom er manglende politisk vilje og færdighed i udviklingslande, mener internationalt anerkendt forsker.
Langt fra mål
Fattige lever ofte med en nedarvet forbandelse. Er de født langt ude på landet, har de handikap, er familiens overhoved et barn eller er der fordrevne eller flygtninge, vil armoden blive videreført til næste generation.
Aktuelt arbejder mange lande ihærdigt på at nå FN's årtusindmål om at halvere antallet af mennesker i absolut fattigdom inden 2015. Selv om det mål nås, skal blot en enkelt ny generation fødes, før mindst 900 millioner atter er dybt og kronisk forarmede.
De seneste analyser fra FN viser, at verden er godt på vej til at opfylde målet for fattigdom. Men nærmere undersøgelser viser, at det er ren statistik. Kinas enorme økonomiske vækst retter op på tallene. De fleste andre lande er ikke i nærheden af at løse fattigdomsforbandelsen.
Kronisk fattigdom varer evigt
Er man fattig over mange år eller for den sags skyld hele livet, vil tilstanden ofte gå videre til ens børn. Fattigdom skyldes ikke alene mangel på penge, fastslår det internationale Researchcenter for Kronisk Fattigdom i Manchester, CPRC.
Blandt årsager til kronisk fattigdom kan også være sult, analfabetisme, ingen adgang til rent vand, manglende sundhedsservice, udnyttelse og social isolation. Ofte er de fattige nærmest ”udenfor rækkevidde”, hedder det.
Faktisk er CPRC fokuseret på alle de mange millioner, som den igangsværende MDG 2015 indsats ikke vil nå.
[pagebreak]Midler imod kronisk fattigdom
”Mange er på vej ind i fattigdom, andre forlader den ... men 400 millioner bliver der. Vanskeligheden er, at det ikke kun er en af de nævnte faktorer, der skaber ens status som kronisk fattige,” forklarer Andrew Shepherd.
”Det vigtigste er nok politisk og økonomisk stabilitet. Og så skal samfundet have et stærkt og inkluderende politisk lederskab, altså ikke et ondt diktatur, der udnytter folk. Tilmed skal der være økonomisk vækst. Det er svært at opnå det hele, så det vigtigste er nok et politisk lederskab.”
”På internationalt plan er der også forhold, der skaber fattigdom i udviklingslande. Manglende orden i handel, dårlig forebyggelse af konflikter, miljøforhold og økonomisk management. Det betyder, at udviklingslande ofte mangler de politiske rum, der skal til for at skabe fremdrift.”
Shepherd nævner som eksempel, at rige landes økonomiske støtte til eksport af bomuld har ødelagt bomuldsøkonomien i fattige lande. Han nævner også perioden i 1980-90erne, hvor långivere som Verdensbanken og Valutafonden forhindrede fattige lande i at ansætte folk, der kunne udbygge deres sundheds- og uddannelsessystemer.
Drejer sig om politik
”Grundlæggende set er det her et politisk emne og ikke først et spørgsmål om finansielle midler. Måske er der nok midler i verden til at bekæmpe fattigdom, men er de til rådighed for udvikling på internationalt og nationalt plan?”
”Flaskehalsen er blandt lederne i de fattige lande. De skal have vision til at etablere den stabilitet, der kan skabe vækst i samfundene.”
”Lande må investere i at beskytte deres borgere imod mange farer og sørge for at inkludere de fattigste i den økonomiske vækst, som de skaber. Et land bør have en social kontrakt, måske i form af en moderne grundlov, med alle sine borgere om at levere grundlæggende sikkerhed og ydelser,” fastslår han.
Andrew Shepherd mener, at ganske få udviklingsorganisationer (bortset fra UNICEF) har gjort ulighed til deres fokusområde. Ja, der kommer penge til udvikling gennem et voksende antal kanaler. Siden år 2000 er beløbene vokset, men få går direkte til at skabe lighed i modtagerlande.
Handler ikke om demokrati
Det savnede visionære politiske lederskab i mange lande med store fattige befolkningsgrupper kommer fra etablerede politiske bevægelser og partier, sociale grupperinger, somme tider fra teknokratier og akademikere ... og der er indikation af, at demokrati hjælper en lille smule. Men det er ikke meget.
På langt sigt er Andrew Shepherd dog overbevist om, at det hjælper enormt meget at styrke de fattige politiske forståelse og færdigheder. I lande som Brasilien, Indien og Sydafrika har man taget de fattige og en holdning til lighed med i det politiske arbejde, og den proces har givet lovende resultater imod social udelukkelse og diskrimination,” forklarer han.
Chronic Poverty Research Center er at partnerskab mellem 10 universiteter og researchcentrer i Storbritannien, Sydafrika, Indien, Bangladesh, Uganda og Vestafrika. Det er finansieret af britiske udviklingsmidler.