Antallet af danskere der skal grave dybt i lommerne efter penge, er stødt stigende.
Selv når man fraregner studerende, så er antallet af relativt fattige steget med 50 procent fra 2003 til 2007, viser en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det betyder, at der er 300.000 fattige i Danmark.
Det er især i de belastede ghetto-områder som Gellerup i Århus, Vollsmose i Odense og Tingbjerg i København, at andelen af fattige vokser.
"Det betyder, at vi har tusindvis af børn i Danmark, der vokser op i områder, hvor der er boligsociale problemer, dårlige økonomiske vilkår og hvor der derfor ikke er de samme muligheder for de børn, som der er for alle andre børn i Danmark," siger socialordfører Mette Frederiksen (S) til Newspaq. Hun vil nu have socialminister Benedikte Kiær (K) til at gøre noget ved problemerne.
"Jeg synes, at ministeren skal se at komme i arbejdstøjet for at afskaffe den fattigdom, der desværre er vokset frem i Danmark de senere år," siger hun.
I regeringen erkender man problemet, men man vil vil ikke løse det, ved at give folk på overførselsindkomster flere penge
"Vi tror ikke, at alle problemer i det her samfund løses ved at sende en check, vi tror på, at det er nogen helt andre helhedsorienterede indsatser, hvor man også sikrer, at folk kommer ud i beskæftigelse," siger Venstres socialordfører Ellen Trane Nørby, til Newspaq.
Man er fattig, hvis man har en indkomst, der er lavere end 101.157 kroner for en enlig.