Flere end 1100 skuespillere, instruktører, forfattere og andre ansatte i den danske teater- og filmbranche har skrevet under på et manifest, der kræver et opgør med sexisme, krænkelser og overgreb.
Det sker under mottoet "Det er vores branche. Vores arbejdspladser. Vores fælles ansvar". Det skriver Politiken og Berlingske.
Ghita Nørby, Trine Dyrholm, Nikolaj Coster-Waldau, Sofie Gråbøl og Pilou Asbæk er blandt underskriverne af manifestet.
Underskriverne ønsker en "ny kultur med nultolerance over for sexisme, seksuel chikane og seksuelle overgreb i den danske film- og scenekunstbranche".
Desuden ønsker de et farvel til "tavshedskulturen og de patriarkalske strukturer" i branchen.
- Jeg skriver under for at gøre noget ved magtmisbrug, komme overgreb og sexisme til livs og for at skabe trygge og sunde arbejdsmiljøer i min branche. Og, ja, forhåbentlig også i andre brancher, siger skuespiller Ditte Hansen, der blandt andet er kendt for serien Ditte og Louise, til Politiken.
Manifestet er en reaktion på mere end 500 vidnesbyrd om sexisme, sexchikane og seksuelle overgreb. De er blevet delt i en hemmelig Facebook-gruppe for kvinder i den danske film- og scenekunstbranche.
Filminstruktør Charlotte Sachs Bostrup begrunder sin underskrift på manifestet med følgende ord:
- Det er på tide at gøre op med en kultur, hvor kvinder ikke respekteres på lige fod med mænd. Sexisme og overgreb imod kvinder har været hverdag. Nu skal det stoppe, siger instruktøren til Berlingske.
Det danske manifest har titlen #Time'sUp.
Samme titel havde et initiativ, der blev lanceret 1. januar i år. 300 kvinder fra den amerikanske filmbranche stod bag. Blandt underskriverne var blandt andre skuespillerne Eva Longoria, America Ferrera og Reese Witherspoon.
Protestbreve er opstået i mange lande som følge af #MeToo-bevægelsen. En bevægelse, der siden oktober sidste år har sat sexisme, overgreb og magtmisbrug på dagsordenen i hele verden.
/ritzau/