Hvis du har en udenlandsk ægtefælle, skal du skynde dig at sende din ansøgning om at blive familiesammenført, så du måske undgår at blive ramt af de nye stramninger på området.
Sådan lyder rådet fra flere organisationer, der rådgiver om familiesammenføring. Det skriver Jyllands-Posten.
Indvandrerrådgivningens udmelding er klar.
"Vi rådgiver folk til at sende deres ansøgning hurtigt," siger Leif Randeris, der er kontorleder i Indvandrerrådgivningen til Jyllands-Posten.
Ud fra hans erfaringer forventer han, at 95 procent vil få afslag på at blive familiesammenført, når de nye regler træder i kraft.
Hos foreningen "Ægteskab uden grænser" er anbefalingen den samme.
"Vi ved jo ikke, hvornår de nye regler træder i kraft, men det mest sandsynlige er, at det er samtidig med, at lovforslaget fremsættes," siger næstformand i foreningen "Ægteskab uden grænser" Lars Kyhnau Hansen til avisen.
Den allerførste stramning på området bliver allerede en praktisk realitet på mandag. Det betyder, at ægtefæller der vil familiesammenføres skal bestå en prøve, hvor de bliver testet i deres viden om Danmark og det danske samfund. Her skal de besvare 30 spørgsmål. Derudover skal de yderligere svare på 40 spørgsmål i en dansk-prøve.
Der er tale om stramninger, der allerede blev besluttet tilbage i foråret.