I de seneste år har EU-borgeres adgangs til ydelser som SU, børnepenge og senest kontanthjælpssystemet fået alarmklokkerne til at ringe på tværs af Folketinget, og nu viser tal fra Beskæftigelsesministeriet, at også dagpengesystemet bliver sat på en prøve fra andre end danskere. Det skriver Jyllands-Posten.
I de seneste tre år er antallet af EU-borgere, der hæver danske dagpenge, steget med 59 procent, hvilket er en markant stigning set i forhold til, at antallet af arbejdende EU-borgere i Danmark i samme periode blot er steget 29 procent. Antallet af danskere på dagpenge er i samme periode steget med 10 procent.
Professor Dorte Sindbjerg Martinsen fra Københavns Universitet er ekspert i EUs betydning for national politik, og hun peger på, at flere EU-borgere kommer til Danmark for at arbejde, men tallene viser, at de ikke alene er arbejdskraft.
- Det viser, at EU-borgerne ikke bare tager hjem, hvis de bliver ramt af arbejdsløshed. De arbejder, som for eksempel kom hertil under byggeboomet, slår også rødder. På den måde har den fri bevægelighed konsekvenser for velfærdsstaten, da nogle vandrende arbejdstagere bliver boende, når arbejdet ophører, siger hun til Jyllands-Posten.
Stigningen ses på Christiansborg som endnu et eksempel på velfærdssamfundets udfordringer.
- Det er afgjort et problem, at flere trækker på vores velfærdsydelser. Det er det med kontanthjælpen, og det er det med dagpengene, siger EU-ordfører Mette Reissmann (S).
Dansk Folkepartis udmelding er mere markant.
- Det er alarmerende, og jeg bliver desværre bekræftet i, at dette begynder at løbe fra os. Risikoen er, at vi har at gøre med en ketchup-effekt, hvor mange er ved at finde ud af, hvad mulighederne er, og på trods af at vi burde se en stigning, som maksimalt er en til en, ser vi her en stigning, hvor der flere, som finder ud af mulighederne for at få del i det danske velfærdssamfund. Efterhånden som det rygtes, er risikoen, at flere kommer til Danmark alene på grund af disse muligheder, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) til Jyllands-Posten.