Ordblind prins: Tager lang tid at skrive en sms

Underholdning
Prins Carl Philip er far til sønnerne prins Alexander og prins Gabriel, som han har med prinsesse Sofia. (Foto: Foto: Maja Suslin/TT/AFP)

Prins Carl Philip af Sverige forsøger at vende sin ordblindhed til noget positivt ved at udtrykke sig kreativt og på andre måder, fortæller han i nyt interview.

I den svenske kongefamilie er flere af medlemmerne ordblinde.

Kong Carl Gustaf, kronprinsesse Victoria og prins Carl Philip har alle den store udfordring, og i et nyt interview med det svenske medie Kupé, Sveriges svar på Ud & Se, fortæller prinsen, at han stadig er mærket af det.

- Det dårlige selvværd er til en vis grad stadig hos mig. Det er svært, når man ikke føler sig i stand til at leve op til normen for, hvordan man skal være. Jeg føler mig ubekvem, og det tager tid, når jeg skal skrive noget - selv en sms.

- Jeg får hjælp af mine nære og kære og gennem andre hjælpemidler såsom stavekontrol og stemmeoptagelser. Vi er heldige, at vi lever i en tid, hvor sådanne hjælpemidler er tilgængelige, siger den 38-årige prins, der er nummer fire i arvefølgen til den svenske trone.

Ifølge sundhed.dk tyder nyere forskning på, at ordblindhed rammer 10-20 procent af befolkningen, og at ordblindhed er hyppigere blandt drenge end piger.

Prins Carl Philip mener, at der er mange måder, hvorpå man kan vende ordblindhed til noget positivt.

- Mange ordblinde udvikler andre måder at udtrykke sig på og se tingene omkring sig på. For eksempel er der en stærk repræsentation af ordblinde blandt iværksættere og i andre kreative erhverv, lyder det fra prins Carl Philip.

Prins Carl Philip har blandt andet selv studeret grafisk design.

/ritzau/