Torsdag vedtog et flertal uden om regeringen et ændringsforslag til taxiaftalen fra februar.
Ændringen går ud på, at alle taxivirksomheder nu skal leve op til niveauet for den mest repræsentative landsdækkende overenskomst.
Ændringen vil gøre det muligt for myndighederne at fjerne tilladelsen til at drive vognmandsvirksomhed, hvis man ikke overholder den gældende kollektive aftale.
Det får nu bygnings-, bolig- og transportminister Ole Birk Olesen (LA) op af stolen. Ifølge ham vil aftalen betyde, at 3F får monopol, da deres overenskomst med arbejdsgiverforeningen ATAX vil være den gældende.
- Jeg synes ikke, det er rimeligt over for taxihvervet, at der sidder nogle politikere ved et skrivebord i Købehavn, som bringer taxivirksomhederne i knæ i store dele af landet. De får svært ved at leve op til det fagforeningsmonopol, som et flertal af Folketingets partier i dag reelt har skabt, udtaler Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.
EL: 'Vil koste rådne virksomheder'
Det er Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, der har stillet forslaget til ændringen. Han glæder sig over, at det nu vil blive sværere for virksomheder at lade chauffører aflønne på provision.
Henning Hyllested, har Ole Birk Olesen ikke ret i, at mere timelønning vil betyde at taxaselskaber må lukke?
- Nej, tværtimod. Det er rigtigt, at det vil koste nogle af de 'rådne' virksomheder, som forsøger at løbe fra en ordentlig aflønning. Det her handler om at sikre ordnede vilkår. Løn- og arbejdsforhold skal ikke være et konkurrencevilkår, siger Henning Hyllested til Avisen.dk.
Han peger på, at man med aftalen vil sikre et passende niveau i overenskomsterne. Men der er ikke tale om, at man vil bestemme, hvem der skal lave de kollektive aftaler.
Ministeren vil bekæmpe fagbevægelsen
Henning Hyllested mener, at Ole Birk Olesens udtalelser er et udtryk for, at han vil bekæmpe fagbevægelsens indvirkning på taxabranchen.
- Det er første gang, at han åbent afslører, at hans dagsorden har været at bekæmpe fagforeningerne. Selvfølgelig skal forbrugerne have noget billigt - det synes jeg også. Men løn og arbejdsforhold skal være i orden. Det er han ligeglad med, siger Henning Hyllested.
Han mener, at det er sundt, at taxaselskaber konkurrerer. Men det skal ske på service og ikke løn- og arbejdsforhold, pointerer han.
Henning Hyllested erkender, at forbrugerne har gjort brug af eksempelvis Uber, fordi prisen har været billigere. Derfor er det fagbevægelsen og venstrefløjspartiernes opgave at få overbevist borgerne om, at billigere kørsel ikke skal ske på bekostning af chaufførernes vilkår.
- Folk skal forstå, at hvis de ikke vil fragtes rundt af en chauffør, der er træt, fordi han har arbejdet 16 timer for at tjene en ordentlig løn, så kræver det, at der er ordentlige forhold, siger Henning Hyllested.
Aftalen om ændringen i taxaloven er indgået af et flertal uden om regeringen bestående af Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Alternativet og Dansk Folkeparti.
Lovændringen er ikke endeligt vedtaget, men det bliver en formssag. Der mangler kun tredjebehandlingen om få dage i Folketinget.
Selve taxaloven fra februar 2017 betød blandt andet, at Uber blev påbudt at skulle have både sædefølere og taxameter i bilerne. Efterfølgende lukkede selskabet ned for sin kørsel i Danmark.