Det sker hver gang, der har været islamisk terror i Europa eller et andet sted i den vestlige verden. Så flyder mailboxen over med had hos Özlem Cekic, tidligere SF-folketingsmedlem og nu debattør og foredragsholder med kurdisk-tyrkisk baggrund.
’Terrorist-luder’, ’Perker-svin’ og ’Skrid ud af Danmark’ er blandt de standard-artigheder, hun må stå model til. Efter de seneste angreb i Paris brugte hun tre dage alene på at svare på personlige angreb. For alle får et svar.
Brobygger-kaffe
- Jeg har et koncept, jeg kalder brobygger-kaffe. Jeg skriver tilbage, om jeg ikke må komme forbi og drikke en kop kaffe. Og i ni ud af ti tilfælde lykkes det altid at nå frem til en forsoning og fælles forståelse, fortæller hun og forklarer:
- Vi finder ud af, at der er mere, der forbinder, end der skiller os. At vold, kriminalitet og terror er forkert, uanset hvem der begår det. Og at vi hver især har mødt idioter, men at det ikke gør alle til idioter.
Dybt ulykkelig
Den slags brobygning er der nu brug for mere end nogensinde, mener Özlem Cekic. Hun er dybt ulykkelig og bekymret over den frygt for muslimer, som ifølge Ugebrevet A4 i dag har bredt sig blandt danskere som følge af den islamiske terror i Europa.
41 procent af danskerne er begyndt at se med større bekymring og skepsis på den brede gruppe af muslimske medborgere.
- Når så stor en del af danskerne ikke er i stand til at adskille almindelige muslimer fra terrorister, understreger det, hvor effektiv terror er. Terroristernes mål er jo at skabe frygt og splittelse, og jeg er enormt bange for, at de for alvor får fat i vores frygt. Så bliver vi splittet og begynder at rette hadet mod hinanden, hvilket vil være en bombe under vores demokrati og sameksistens, mener hun.
Politikere prædiker had
Derfor er det nu, hvor julen står for døren, at der skal sættes vand over til kaffe, mener Özlem Cekic.
- Jeg ville sådan ønske, at ikke-muslimer ville invitere deres muslimske naboer indenfor og omvendt. Der er politikere, der prædiker had og splittelse, men vi andre har også et personligt ansvar for at lære hinanden at kende. Og vi vil finde ud af, at i de andre familier sidder de også og diskuterer, hvem der skal tage opvasken, siger hun.
Underlig logik
Hun er træt af det krav, der ustandselig bliver rettet mod almindelige muslimer om, at de skal tage offentlig afstand fra terroren. Således også i Ugebrevet A4 i dag.
- Det er en underlig form for logik. Som om, man er skyldig, indtil andet er bevist. Sådan fungerer et demokrati jo ikke. Det vil sige, at man som almindelig, dansk muslim kan gøre alt det, der efterspørges: Være en god borger, der går på arbejde, er aktiv i foreninger og skolebestyrelse og betaler skat. Men så snart en terrorgruppe slår til, er det alt sammen lige meget, påpeger Özlem Cekic.
Hun advarer danske politikere om ikke at tappe de danske muslimer for kampgejst med krav, som ingen har overskud til at honorere.
- Man skal virkelige fra den politiske elites side passe på med ikke at tage al kampgejst ud af danske muslimer, siger hun.
To til tango
Alligevel træder mange danske muslimer frem og tager afstand fra terroren, uden at nogen bemærker det, mener hun.
- Der skal to til tango. Der har aldrig været så mange minoritetsstemmer, der blander sig i debatten, som nu. Ikke mindst unge, som normalt ikke blander sig. Men det kræver også, at der er nogle, der lytter, når man tager afstand, og ikke hele tiden løber terroristernes ærinde og siger: ’Vi er i tvivl om, hvorvidt I er med os’. Selvfølgelig er vi på demokratiets hold, fastslår Özlem Cekic.
Tyngende pres
Hun ville helst frigøre sig fra det pres og ansvar, der uundgåeligt kommer til at hvile på danske muslimers skuldre, når galninge går amok i deres religions navn. Men må konstatere, at det ikke helt lykkes.
Forleden ringede hendes 16-årige til hende klokken syv om morgenen og fortalte, at han havde glemt sin taske med computer og andre værdigenstande i enten bussen eller metroen.
Panik
Hun handlede nærmest i panik og fik lynhurtigt ringet til både Movia og Metroen for at afværge en bombealarm, mens hun desperat tænkte på, hvad hændelsen kunne få af konsekvenser for hendes søn.
- Bagefter kan jeg godt se, at det var en underlig reaktion, men det er der, vi er kommet til. En normal mor ville reagere med ærgrelse over, at barnet har mistet en taske med mobil og computer, men jeg tænkte bare på, hvordan man ville opfatte en situation, hvor en stor dreng med brune øjne efterlader en taske i et offentligt rum, fortæller Özlem Cekic.
I øvrigt blev tasken fundet i metroen efter 10 minutter.