De studerende skal i højere grad tage ansvar for deres studieforløb, når de modtager støtte fra et af verdens mest generøse SU-systemer.
Det er budskabet i et indlæg på Facebook fra uddannelsesminister Morten Østergaard (R), som netop er vendt tilbage fra barsel. Ministeren er i sit indlæg ikke konkret om ændringerne af SU-systemet.
- Debatten har raset i januar måned, og jeg vil gerne her slå to ting fast, skriver ministeren og fortsætter:
- De studerende skal vænne sig til tanken om, at man i højere grad skal tage ansvar for sit studieforløb, når man modtager støtte fra et af verdens mest generøse SU-systemer, og at tiden ikke er til, at man kræver mere, end man har behov for.
Regeringen ventes inden længe at præsentere et forslag til ændring af SU-ordningen. Målet er at finde besparelser på to milliarder kroner.
/ritzau/