Troels Bech er for tredje gang i karrieren tiltrådt som cheftræner i superligaklubben OB.
Klubben fortæller på sin hjemmeside, at han har underskrevet en treårig kontrakt.
- Det er med stor glæde, at vi kan konstatere, at det er lykkedes os at tiltrække et af de stærkeste navne i dansk fodbold.
- Troels Bech er en fremragende træner, der hele tiden har udviklet sine i forvejen store kompetencer, og derfor er det heller ikke overraskende, at han har været nævnt som favorit til jobbet i større klubber end vores, siger sportsdirektør Poul Hansen.
Troels Bech var træner i OB fra 2000 til 2002 og var blandt andet med til at sikre pokaltitlen i 2002.
Efter en periode i FC Midtjylland vendte han tilbage i 2004 og delte cheftrænerjobbet med Klavs Rasmussen.
Siden har han arbejdet i Esbjerg og Silkeborg, hvor han var cheftræner sæsonen ud, inden han altså skiftede til Odense, hvor han også har bopæl.
OB sluttede Superligasæsonen som nummer ti, hvilket er klubbens dårligste placering i 14 år.