Aldrig så snart skødet er underskrevet og den nye bolig er overtaget, før boligkøberne begynder at give huset eller lejligheden et personligt præg. Faktisk bruger to ud tre i snit 151.000 kroner på at give den nye bolig en make over.
Samlet omsætter boligkøbere årligt for op mod 6,8 milliarder kroner hos håndværkere, byggemarkeder, møbelforretninger og andre forretningsdrivende.
Det viser en undersøgelse fra ejendomsmæglerkæden EDC, der har spurgt over 700 af de boligkunder, som i 2012 valgte at købe ejerlejlighed eller villa.
Det er især malere, tømrere, VVS-folk og byggemarkeder, der nyder godt af boligejernes lyst til at få deres egen stil, for det handler i høj grad om at male og udskifte gulv, døre, vinduer eller renovering af vådrum.
Mens ni ud af 10 får malet, vælger hele 42 procent at energirenovere boligen på en eller anden måde:
- Vi oplever i stigende grad, at boligkøberne har fokus på de dele af boligen, som har betydning for de faste udgifter og muligheden for at nedbringe dem, siger kommunikationskonsulent i EDC, Birgitte Ringbæk.
Samtidig skifter næsten seks ud af 10 døre eller vinduer, som ligeledes kan gøre energiforbruget mindre.
Hver tredje boligkøber betragter deres nye bolig som indflytningsklar. Men også her bruger køberne penge, da boligkøberne i snit bruger 26.000 kroner til indkøb af nye hårde hvidevarer, møbler, gardiner og inventar.
Tallene er gennemsnit beregnet på hele landet. Men der er stor forskel på, hvem der sætter i stand - og hvem der ikke gør det.
I Region Hovedstaden svarer tre ud af fire af køberne, at de skal lave istandsættelse af boligen. Kun hver anden af køberne i Region Midtjylland har samme planer.
/ritzau/